Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Danmark har kurs mod et pinligt lavt bistandsniveau

Regeringens finanslovsforslag lægger op til det laveste niveau for dansk udviklingsbistand i 40 år. Vil Radikale, SF og Enhedslisten virkelig acceptere det?

»Næste år regner regeringen således med at bruge 0,7 procent af bruttonationalindkomsten (BNI) på udviklingsbistanden. Det er et fald fra de 0,72 procent, Løkke-regeringen brugte i 2018 (...). Vi skal helt tilbage til slutningen af 70erne for at finde et tilsvarende niveau,« skriver Tim Whyte og Rasmus Grue Christensen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen

Hvis regeringens forslag til finansloven for 2020 bliver vedtaget, vil regeringen og dens støttepartier stå bag det laveste niveau af dansk udviklingsbistand siden 1979, viser beregninger.

Næste år regner regeringen således med at bruge 0,7 procent af bruttonationalindkomsten (BNI) på udviklingsbistanden. Det er et fald fra de 0,72 procent, Løkke-regeringen brugte i 2018, og markant lavere end niveauet under den tidligere SRSF-regering på 0,85 procent. Vi skal helt tilbage til slutningen af 1970erne for at finde et tilsvarende niveau.

Vil støttepartierne, som før valget ville sætte udviklingsbistanden op til en procent af BNI, virkelig stå på mål for det?

Udviklingsmidlerne er et af de stærkeste og vigtigste værktøjer, Danmark har for at understøtte en bæredygtig udvikling i verdens skrøbelige stater. Ikke mindst i disse år, hvor de såkaldte nærområder er under massivt pres, demokratiet og menneskerettighederne oplever global tilbagegang, uligheden vokser og klimaforandringerne tager til i styrke.

Tim Whyte Fold sammen
Læs mere

Oven i den historisk lave udviklingsbistand kommer så, at regeringen vil finansiere en særlig klimabistand med penge, der ellers skulle være gået til langsigtet fattigdomsbekæmpende tiltag i udviklingslandene.

Rasmus Grue Christensen Fold sammen
Læs mere

600 millioner kroner lyder regeringens bud, men pengene er hentet fra opjusteringen af udviklingsbistanden, som sker naturligt, når en fastsat procentdel af BNI skal gå til bistanden og Danmark samtidig bliver rigere. Det er altså ikke »nye og additionelle« midler, som Danmark ellers forpligtede sig til under COP15 i 2009 i København. Her lovede verdens lande 100 milliarder dollars i klimabistand. Danmarks fair andel er fem milliarder kroner.

Vi spørger igen: Vil støttepartierne virkelig stå på mål for det?

Forhåbentlig ikke. SF og Enhedslisten har meldt ud, at de går til finanslovsforhandlingerne med krav om som minimum at stoppe faldet i niveauet af udviklingsbistanden og udarbejde en plan for en stigning.

Også de Radikale mener, at udviklingsbistanden skal stige og partiets finanslovsudspil lægger op til en forøgelse på 250 millioner kroner - ud over midler til klimabistand.

Men her – med få uger tilbage af forhandlingerne – synes det pinligt lave bistandsniveau alligevel at lande i et limbo. Støttepartierne har påpeget, at man først skal have styr på, hvordan klimabistanden skal finansieres og de Radikales udviklingsordfører, Anne Sophie Callesen, har udtalt, at kampen om udviklingsbistanden ikke nødvendigvis skal tages ved dette års forhandlinger. Det skal ske »på sigt«, som hun siger - hvad det så end betyder. Nogenlunde samme melding kommer fra SF og Ø.

Så spørgsmålet er, hvor hårdt støttepartierne nu vil kæmpe for at vende faldet i udviklingsbistanden. Om et nyt solidt, rødt flertal virkelig vil udvise mindre global solidaritet end Løkke, Fogh og Schlüter.