I artiklen »Borgmester vil tillade cykler på Strøget« (29. dec.) giver Berlingske-journalist Pernille Dreyer to kommunalpolitikere og en cykellobbyist plads til at fortælle, hvor dejligt det vil være, hvis cyklister permanent må cykle i gågader udenfor butikkernes åbningstider. I en artikel af denne type, der handler om mulige lov- eller regelændringer, ville det være naturligt, hvis en sag blev belyst fra flere sider, men det er ikke tilfældet her. Lad mig derfor som borger i København og bruger af samtlige trafikformer (fødder, cykel, metro, bus, S-tog og privat personbil) tale fodgængernes sag.
Noget af det bedste ved et fodgængerområde er, at man som blød trafikant kan slappe af og ikke skal passe på de hårde trafikformer. Derfor opleves det som invaderende, når cyklister, ofte i høj fart, pifter om ørerne på en i en gågade. Man kan ganske enkelt ikke slappe af. Og har man små børn med, falder fornøjelsen yderligere, samtidig med at ansvaret stiger. Børn har ingen fornemmelse for, at de skal holde en bestemt kurs, men skifter ofte retning. Forleden var en seksårig i min varetægt tæt ved at blive ramt af en cyklist i en af de af cyklisttilhængerne højt priste »shared zones«. I sådanne sager kan der måske være tvivl om skyldsspørgsmålet, men ikke om, hvem der er skadelidt. Det er barnet.
