Crop toppen lærte os, at de stille pigers tid er slut

De stille pigers tid er endelig og endegyldigt forbi, og hvis man mangler noget at skåle for, kan det passende være dét!

»Kvindekroppen, påklædningen og beskyldningen om, at den både støjer og forstyrrer samfundet, undervisningen etc., er nemlig et af de argumenter, vores kulturhistorie nærmest er bygget på. For der findes ikke mange lige så kulturhistorisk holdbare evergreens som undertrykkelse af kvindekroppen,« skriver Julia Lahme. Asger Ladefoged

Har verden brug for flere stille piger? Læser man Berlingske, er svaret tilsyneladende ja. Vi har brugt en uge på at tale om crop toppen og den stakkels skoleleder i Vejle, som tilsyneladende ikke vidste, hvor grusomt han kunne træde i spinaten. Han har lært noget, i hvert fald har hans skolebestyrelse sørget for, at forbuddet mod at vise en ganske bestemt del af pigekroppen frem blev stoppet.

Anne Kristine Cramon siger i sin kommentar til hele episoden i Berlingske 21. august at »feministerne«, eller de kvinder, der har reageret voldsomt på crop toppen, går i »rigtig små sko«, og at »i et kollektiv som en klasse dur det ikke, at nogen støjer for meget med påklædningen«.