Coronavirussen har nådesløst fortæret den vestlige verdens kulturelle selvgodhed

Det har sin helt egen poetiske ondskab, at corona-epidemien kom med foråret. At virussen slog rødder i menneskene, netop som anemonerne blomstrede. Vi står over for en frygtelig tid, men måske kan katastrofen også bane vejen for noget bedre?

»Virussen har ubønhørligt afsløret, hvordan populister som Donald Trump og Boris Johnson savner helt basale kompetencer som politiske ledere. Begge repræsenterer en postmoderne politikertype, som trives i et kaos, de selv har skabt (...),« skriver Malte Frøslee Ibsen. FACUNDO ARRIZABALAGA

At netop dette forår skulle bringe en pest over vore huse og indvarsle den største samfundsmæssige krisetilstand siden Anden Verdenskrig, havde ingen ventet. Men sandheden er, at forbløffelsen over, at det moderne og teknologisk højtudviklede samfund kan overvældes af vilkårlige kræfter, det ikke kan styre, er en regelmæssigt tilbagevendende begivenhed for os moderne mennesker, fordi selve moderniteten på sin vis er grundlagt på illusionen om kontrol med det ikke-kontrollerbare.

Det klassiske eksempel er europæernes chok over, at de skærmydsler, som de fleste troede blot var en familiefejde mellem Europas konger og kejsere, for lidt over 100 år siden kunne udvikle sig til et ustoppeligt blodbad med 20 millioner døde, netop på det moderne og civiliserede europæiske kontinent. Det er mindre velkendt, hvordan en anden kataklysmisk begivenhed i Første Verdenskrigs slipstrøm kostede to til fem gange så mange mennesker livet, eller tre til fem procent af Jordens samlede befolkning. Det er netop traumet om den Spanske Syge – alle pandemiers moder – der i disse uger hjemsøger os igen.