Det er i kriser, vi udvikler os, og det er et aktivt valg, hvilken strategi vi vælger. For hvert skridt, regeringen rækker ud efter magtens prærogativer, træder jeg et skridt længere ud i min magtkritik.
Det er, som om vi i disse uger bliver mere og mere radikaliserede.
Med det mener jeg, at vi bliver mere tydelige og til dels ekstreme udgaver af os selv. I den offentlige debat citerer socialister igen åbent Marx, liberalister sværger til skattelettelser som altings løsning. De gamle ideologier bliver fundet frem og pudset af. Tonen er hård. I et land, der hylder ytringsfrihed som absolut, uddeles der »hold kæft-bolcher« til dem, der kritiserer eller bare tillader sig at stille spørgsmål ved regeringen og myndighedernes strategi. Det er naturligt. Vi er bange. Men har magten dermed fået et farligt tag i os?
