Coronakrisen er en skæbnestund for elitens Europa

Europa er kort sagt en fejlkonstruktion i sin nuværende form. Solidariteten skulle være groet nedefra og kultiveret oppefra.

I år markeres 70-året for Schumanerklæringen, hvori den daværende franske udenrigsminister Robert Schuman foreslog etableringen af en kul- og stålunion mellem Tyskland og Frankrig. En union, som skulle ophæve årtiers rivalisering mellem de to lande og sikre freden i Europa.

De europæiske stats- og regeringsledere har næppe skænket Schumanerklæringen en tanke under weekendens krisetopmøde i EU. Alligevel er det arven fra Schuman, som spøger under de intense forhandlinger om det kommende budget og etableringen af en genopretningsfond. For den politiske kamp mellem nord og syd om regningen for coronakrisen afslører sprækkerne i det fundament, som Schuman støbte for 70 år siden, og som med tiden er blevet så dybe, at de risikerer at vælte hele konstruktionen.