Danmark er berømt for sit frisind. Vi var det første land til at sikre homoseksuelle samme rettigheder som andre. Vi er kendt for badestrande med bare bryster og nøgne børn. Og som det mest naturlige var frisind én af de ti danske værdier, der blev nævnt i Haarders danmarkskanon fra 2016. For som noget vist nok helt særligt er frisind i Danmark ikke en politisk splitter. Alle partier støtter homoseksuelles ret til at lade sig registrere og til at kunne leve efter eget valg. Det er ret unikt. Det har vi grund til at være stolte af.
Derfor er det trist at se Copenhagen Pride i dårligt selskab. Fra at være en bevægelse, der kunne nyde bred politisk opbakning, har organisationen valgt en alliance med en af Danmarks store splittere – Stine Bosse. I fællesskab blæser de til kamp mod Orban og Polens regering. Og det kan der såmænd være god grund til. Men så kommer det underlige – kampen rettes nemlig også imod mig, fordi jeg har slået et slag for dansk kristendom. I Bosses forvirrede verden er der ikke forskel på dansk kristendom og østeuropæisk katolicisme. Og Lars Henriksen og Susanne Branner Jespersen ender her som statister i Bosses uforskammet forvrøvlede kronik.
