Vantro og sorgfulde følger vi udviklingen i vores nabolag. Det er fristende at tage en dag – og et problem – ad gangen. Men vi har ikke råd til endnu en gang at sætte klimaomstillingen på pause.
Knap var Putins invasion i Ukraine en realitet, før de første røster benyttede anledningen til at gå baglæns: Europa skulle gå tilbage til kul, lød det fra nogle. Vi må åbne nye gasfelter, foreslog andre, mens alle skam bedyrede, at de stadig ville stå på mål for klimaet, »men …«
Ak ja. Vi har set det før. Forud for COP15 i København skete der en international klimamobilisering. NU skulle verden rykke og reagere på videnskabens stadig mere alvorlige advarsler. Og BUM. Fra efteråret 2008 meldte den økonomiske krise sig, og den blev i de følgende år blot værre og værre. Så kunne det der med klimaet ikke lige vente …?
