Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Du kan indsende forslag til kommentarer på debat@berlingske.dk.

CEPOS er per definition modstander af alt, der kommer fra offentlige hænder

Konsekvensen af Mia Amalie Holsteins ideologiske tilgang fører til en virkelighed, hvor højtuddannede som hun og jeg vil nyde godt af et langt sundt liv, mens ressourcesvage nedslides og dør tidligere.

Det er nødvendigt med obligatorisk træning i arbejdstiden, mener sundheds- og omrsorgsborgmester i København Sisse Marie Welling, da sosu-assistenter er blandt de, der har størst risiko for at blive nedslidte af deres arbejde. Fold sammen
Læs mere
Foto: Claus Fisker

Forleden måtte jeg endnu en gang lægge øre til CEPOS’ kritik af Københavns Kommunes sundhedstiltag. Med sit indlæg i Berlingske 23. februar kritiserer Mia Amalie Holstein, at vi i min forvaltning har valgt at indføre obligatorisk træning i arbejdstiden, og at vi hjælper københavnerne med at stoppe med at ryge.

Vi har obligatorisk træning i arbejdstiden, fordi vi har en af de medarbejdergrupper, som er i allerstørst risiko for at blive nedslidt og syg af at gå på arbejde. Hvis en sosu-assistent skal holde til at arbejde, til hun er 73 år, er vi nødt til at gøre noget drastisk for at sikre, at hendes krop kan holde så længe.

»Jeg ved godt, at CEPOS lever efter devisen »Lev stærkt og dø ung«. Flere ville da også dø unge med den tilgang, men med en del lidelse på vejen.«


Det er fantastisk at opleve, hvordan CEPOS per definition er modstander af alt, hvad der kommer fra offentlige hænder. Omvendt bliver private virksomheder hædret med titler som »Årets sundeste virksomhed« af blandt andre Dansk Erhverv, når de indfører træning i arbejdstiden. Og hvis Mia Amalie Holstein skulle få en musearm af at sidde og skrive sine debatindlæg til Berlingske, så er jeg sikker på, at CEPOS har finansieret en god sundhedsforsikring, så hun kan få hjælp af en fysioterapeut.

Vores erfaringer viser, at medarbejderne med obligatorisk træning i arbejdstiden både har færre smerter i for eksempel lænd og knæ samtidig med, at de har mere energi i hverdagen.

Foto: Sisse Marie Welling.

Træning i arbejdstiden handler ikke om, at medarbejderne skal leve op til et bestemt sundhedsideal. Og hvordan de lever i deres fritid, skal jeg slet ikke blande mig i. Men når de er på arbejde, så er det altså mit ansvar at sikre, at de har de nødvendige kompetencer til at løse opgaverne. Og for en sosu-assistent er det fx nødvendigt at være stærk i ryggen for at kunne passe vores borgere og samtidig passe på sig selv. Præcis ligesom vores brandmænd og politi træner i arbejdstiden for at kunne varetage deres job.

I Københavns Kommune har vi valgt at tilbyde borgerne gratis rygestoptilbud. Grunden til dette er, at syv ud af ti rygere i København har sagt, at de ønsker at kvitte smøgerne. Vi ved, at rygning er den suverænt største dræber, så når syv ud af ti giver udtryk for, at de gerne vil stoppe med at ryge – men har brug for hjælp – er det klart, at vi som kommune er forpligtet til at handle.

Jeg ved godt, at CEPOS lever efter devisen »Lev stærkt og dø ung«. Og flere ville da også dø unge med den tilgang, men det ville være med en del lidelse på vejen. Faktum er nemlig, at adskillige københavnere har flere dårlige leveår, netop på grund af kroniske sygdomme som fx KOL. Samtidig har rygning en social slagside, og vi ser især, at det er de ressourcesvage borgere, der ikke er i stand til at kvitte smøgerne. Også selvom de har et ønske om det.

Konsekvensen af Mia Amalie Holsteins ideologiske tilgang til virkeligheden bliver en slags »survival of the fittest«, hvor alle de højtuddannede, som Mia Amalie Holstein og jeg, vil nyde godt af et langt og sundt liv, mens de mere ressourcesvage nedslides, dør tidligere og har flere dårlige leveår.