Når droner svirrer over Københavns Lufthavn, eller når cyberangreb rammer offentlige myndigheder, minder det os om, at Danmark ikke længere kan betragte kriser som noget, der kun sker i fjerne egne. Med Ruslands aggressive adfærd og hybride trusler er også vi i frontlinjen – både i NATO og i vores eget nærområde.

En ting står klart: Hvis krisen rammer, vil danskerne forsøge at hjælpe. Det er dybt rodfæstet i vores samfundsmentalitet. Men uden træning og viden kan den gode vilje hurtigt skabe mere skade end gavn. Derfor skal vi som samfund tage skridtet videre og give borgerne mulighed for at indgå i et organiseret, trænet og effektivt civilt beredskab.