Kære Malthe Johan Poulsen, tak for den smukke tanke om kontanthjælp i kommentaren »Borgerløn er en dyr utopi, der truer verdens bedste samfundsmodel«, men selvom du påstår at kende virkeligheden for fattige, vidner dit indlæg i søndags desværre om det modsatte – jeg er en af dine medborgere, der de seneste år har overlevet på kontanthjælp.

I dag er den sammen med jobcentre en fattigdomsfælde, hvor borgere i den totale regeljungle fastholdes i afmagt og fattigdom. Det regel-vanvid koster 13 mia.kr. årligt i skattekroner til meningsløs aktivering og andet makværkvælde. Alle ved godt, at det står galt til. De fleste vil ikke helt erkende det. I stedet holder man fast i mindet om den smukke tanke, du taler om. Den udgave af velfærden fandtes i et par årtier. I dag møder man et absurd system af regler og tvang.