Bjørn Lomborg: De rige lande plyndrer udviklingshjælpen for at give pengene til klimaet

En stor del af den fattige verden ønsker først og fremmest at løfte folk ud af fattigdom og forbedre deres livskvalitet med billig og pålidelig energi. Men de rige lande nægter nu at finansiere noget som helst, hvis det ikke er klimavenligt.

»Forskning viser igen og igen, at penge brugt på centrale udviklingsprioriteter hjælper meget mere og meget hurtigere målt pr. dollar end at bruge pengene på klimaformål,« skriver Bjørn Lomborg. Søren Bidstrup

Alt for mange politikere og klimaaktivister i den rige verden glemmer, at en stor del af verden stadig er tynget af fattigdom og sult. Men de rige lande bytter i stigende grad deres udviklingsbistand ud med klimainvesteringer. Verdensbanken, hvis primære formål er at hjælpe mennesker ud af fattigdom, har nu varslet, at den vil kanalisere mindst 45 procent af sine midler over i klimaforandringer, hvilket vil flytte omkring 40 milliarder dollar om året væk fra fattigdom og hungersnød.

Det er let at se klimaet som verdens øverste prioritet, når man har et behageligt liv. De 16 procent af verdens befolkning, som lever i disse lande, sulter typisk ikke eller må se deres nærmeste dø af sygdomme, der er lette at behandle, som malaria eller tuberkulose. De fleste er veluddannede, og deres gennemsnitsindkomst ligger et sted, der før var forbeholdt de kongelige.