I løbet af juni har Berlingske bragt ikke færre end syv artikler om IQ. De enkelte artikler argumenterer ikke direkte for, at intelligens bestemmer menneskers værdi, men de efterlader indtrykket af, at succes er et spørgsmål om medfødte evner.

Jeg anfægter ikke, at medfødte evner kan spille en rolle i menneskers liv. Hvorvidt disse evner kan reduceres til et enkelt tal, må fagfolk vurdere. Min pointe er blot: Vi bør standse op og overveje konsekvenserne, inden vi – uden tilstrækkelig refleksion – genintroducerer IQ-tænkningen i den brede offentlighed.