Coronaudbruddet har skabt en historisk krisetilstand i vores samfund og haft forfærdelige konsekvenser for befolkninger verden over.

Død og sygdom, konkurser, recession og ensomhed. Men midt i al elendigheden og kaosset anes også nye muligheder for forbedring af et til tider trægt og irrationelt organiseret sundhedsvæsen. Pandemien har blandt andet ført til midlertidig ophævelse af den politisk bestemte behandlingsgaranti og udredningsretten. Nu lader man objektive sundhedsfaglige hensyn være styrende for, hvilke sygdomme der skal prioriteres for at undgå flest mulige dødsfald og helbredsfølger som følge af coronakrisen. Men hvorfor er hensigten om at redde flest muliges liv og helbred kun vigtig i krisetider og ikke i hverdagen?