Ovenpå det fuldstændig uhørte verbale fuldemandsangreb på en tunesisk familie i Kastrup Havn har et flertal af den danske befolkning, samt politikere fra venstre til højre, helt berettiget, taget kraftig afstand fra en mand, der tydeligvis havde fået den sidste pilsner meget galt i halsen.
Det har medført en debat om, hvor omfattende problemet med racisme og forskelsbehandling er i det danske samfund. Personligt oplever jeg ikke racisme som det store problem, uanset hvor mange fulde mænd der har kaldt mig perker gennem tiderne.
Men at der hver dag praktiseres direkte statsfinansieret forskelsbehandling rundt om i Danmark er et ubestrideligt faktum, jeg har mærket på egen krop. Og hvis man gerne vil betragte alle folk lige, skulle man måske se på de mange integrationsindsatser, der netop bygger på en præmis om, at der er forskel på danskere og nydanskere.
Når man som jeg godt kan lide at stikke næsen frem en gang imellem, kan det ikke undgås, at man en gang imellem brænder snuden. Lige siden min spæde skole- og fodboldstart til den dag i dag, har jeg derfor fra tid til anden hørt negative kommentarer, der refererer til mit syriske ophav. Mine reaktioner har været vidt forskellige. Lige fra retræte til skænderier og nævekampe. Har jeg nogensinde betragtet dette som åbenlys racisme? Overhovedet ikke. Folk, der kender mig, kan sikkert meget bedre end jeg gengive, hvad jeg i en brandert selv har udsat folk for.
Dette skal ikke undskylde hverken mine eller fulderikken på Kastrup Havns handlinger. Men det er, undskyld mig, ikke fra stakler som ham, at jeg har følt mig forskelsbehandlet. Det er mødet med integrationsindustriens projektmagere, der gennem tiderne har opbygget en hel industri på at dyrke forskellighederne.
Jeg har tidligere i Berlingske skrevet om, hvordan integrationsindustrien beskæftiger rigtig mange mennesker, der lever af at dyrke narrativer som kulturforskelle og identitetsproblematikker, hvorfor integrationsindsatsen aldrig bliver et personligt ansvar, der behandler nydanskere på lige fod med andre. Eller hvordan de store organisationer bruger smukke akademiske begreber, når de skal fortælle om de svære barrierer, som personer med anden etnisk herkomst skal overvinde for at få adgang til foreningslivets forjættede land. For det er man jo som nydansker ikke i stand til selv. Så lærte vi det. Hvem sagde forskelsbehandling på baggrund af etnicitet?
Jeg husker tydeligt, da jeg for snart mange år siden blev færdig med mine historie- og økonomistudier, hvor jeg aldrig havde beskæftiget mig med noget, der tilnærmelsesvis mindede om integration.
Her søgte jeg et job som fundraiser i en større dansk organisation, men blev indkaldt til en samtale til en stilling inden for integration. Jeg var dybt forundret. Men de venlige mennesker fortalte mig, at en person med mit navn og ophav, der både havde taget en uddannelse og været foreningsaktiv, måtte da vide alt om, hvordan man integrerer nydanskere. Jeg var jo den perfekte rollemodel. Hvorfor dog det? Skulle min syriske far være ringere til at opdrage og stimulere mig til at tage en uddannelse end en etnisk dansk? Skulle vi ikke være i stand til at forstå, hvordan man melder et barn til fodbold i Hvidovre, fordi vi har rødder i Syrien?
Personligt følte jeg mig i det øjeblik mere ramt af forskelsbehandling på baggrund af mit etniske ophav end af alle de fyldebøtter og tågehorn, der gennem tiderne har kaldt mig en lille perker. For her blev min faglighed og mine kompetencer tilsidesat til fordel for min etnicitet.
Så når vi snakker om, hvorvidt der er racisme og forskelsbehandling i Danmark, er den største trussel ikke berusede individer i havnemiljøer, der hverken ved, hvad de siger eller tænker. Men alle dem i integrationssektoren, der helt bevidst dyrker narrativet om, at så længe du er en ikke-her-fra-landet-type, så må vi hjælpe dig til at forstå det danske samfund. Ellers kalder vi dig en fantastisk rollemodel, fordi du har trodset din etnisk sociale arv, fået en uddannelse, og så må du, uanset din faglige baggrund og interesser, være selvskrevet til at arbejde med integration. For at hjælpe andre nydanskere som dig, der har formået at klare sig i Danmark åbenbart imod alle odds.
Hvem sagde racisme og forskelsbehandling?
Rami Zouzou er cand.mag. i historie
