Kort efter at 2022 bliver skudt i gang, vil der ske en tragedie for Danmarks arkitektoniske kulturarv. Her vil Gladsaxe Kommune påbegynde nedrivningen af Bocentret Ringbo – et af de mest ikoniske og unikke byggerier fra efterkrigstidens velfærdsarkitektur.
Det smukke cirkulære bygningsanlæg slynger sig kantet rundt om et eventyrligt landskabeligt rum, anlagt i harmoni med bygningen. De enkelte bygningsled er raden rundt holdt i én etage, men det skrånende terræn, de skrå tagflader og nogle dekorative ovenlystårne, gør bygningen varieret og rytmisk indtagende. Det hele fælder sig ind i naturen som en tilgroet vikingelandsby.



