Arkitekter i oprør: En skjult og umistelig perle skal nu rives ned – det er dumt og uetisk
Bocenter Ringbo skal efter planen rives ned. Men tænk, hvilket unikt boligbyggeri der kunne komme ud af denne visionære perle.

Bocenter Ringbo skal efter planen rives ned. Men tænk, hvilket unikt boligbyggeri der kunne komme ud af denne visionære perle.

Kort efter at 2022 bliver skudt i gang, vil der ske en tragedie for Danmarks arkitektoniske kulturarv. Her vil Gladsaxe Kommune påbegynde nedrivningen af Bocentret Ringbo – et af de mest ikoniske og unikke byggerier fra efterkrigstidens velfærdsarkitektur.
Det smukke cirkulære bygningsanlæg slynger sig kantet rundt om et eventyrligt landskabeligt rum, anlagt i harmoni med bygningen. De enkelte bygningsled er raden rundt holdt i én etage, men det skrånende terræn, de skrå tagflader og nogle dekorative ovenlystårne, gør bygningen varieret og rytmisk indtagende. Det hele fælder sig ind i naturen som en tilgroet vikingelandsby.