Så er vi her igen. Knapt er genåbningen af samfundet en realitet, før arbejdsgiverne genoptager deres rituelle stammedans: den evige sang om mangel på arbejdskraft. Arbejdsgivernes »ulven kommer«-råb har fået den Radikale leder, Sofie Carsten Nielsen, til at stemme i og præsentere endnu en gammel kending for at banke den højt besungne arbejdskraft op af jorden, nemlig skattelettelser. Og nu melder de borgerlige partier sig i koret.
Ifølge arbejdsgiverne løser skattelettelser og lettere adgang til udenlandsk arbejdskraft som bekendt næsten alle verdens dårligdomme – men en del af løsningen er tilsyneladende ikke de 130.000 ledige, som brændende ønsker sig et arbejde. Seniorer. Langtidsledige. Dimittender. Den store gruppe af unge mennesker, som hverken er i beskæftigelse eller er i gang med en uddannelse. Hvorfor nævnes de ikke som det allerførste, når vi diskuterer mangel på arbejdskraft?
