Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Anakronistisk og revisionistisk historiefremstilling fra Eva Selsing

Eva Selsing går den identitetspolitiske venstrefløj i bedene i sit forsøg på at underbygge kristendommens betydning for vestlig kultur.

Mette Høeg
Mette Høeg. Fold sammen
Læs mere

I sit svarmin kritik af hendes manglende blik for den græsk-romerske indflydelse på de vestlige demokratiers kultur og institutioner fremdrager Eva Selsing kirkefaderen Augustin. Hun er tilsyneladende uopmærksom på, at hun dermed undergraver sit eget argument for kristendommens overlegne idéhistoriske betydning for vestlig kultur og samtidig underbygger mine udsagn om, at de græsk-romerske ideer udgør fundamentet for europæisk kultur, og at kristendommen gennem tiden har approprieret disse ideer.

Selsing indikerer, at Augustin er det første egentligt relevante punkt på den vestlige kulturs idéhistoriske tidslinje. Desuden kontrasterer hun Augustin til Platon og fremsætter, at vi ikke kan bruge Platon og antikken til noget, fordi Platons idé om staten ikke er attraktiv. Disse påstande er forkerte og vidner om enten manglende overvejelse eller overfladisk idéhistorisk indsigt. For det første satte Augustin Platon højt og er endog kendt som ny-platoniker (han ønskede blandt andet ligesom Platon at ekskludere de amoralske digtere fra samfundet). Dertil er det grotesk at forkaste hele den antikke filosofi med henvisning til, at Platons statsidé var uhensigtsmæssig.

Antikkens ideer underbygger dagens samfund

For at forsvare kristendommen tyer Selsing således til anakronistisk og revisionistisk historiefremstilling – en disciplin, der ellers mest ses brugt af den identitetspolitiske venstrefløj i dens forsøg på at diskvalificere vestlig kultur i det hele taget. Selsing kunne lige så godt have trukket det sædvanlige forkvaklede idententitetspolitiske kort, der afskriver det græske demokratis historiske betydning med henvisning til, at kvinder dengang ikke havde stemmeret.

»Selsing kunne lige så godt have trukket det sædvanlige forkvaklede idententitetspolitiske kort, der afskriver det græske demokratis historiske betydning med henvisning til, at kvinder dengang ikke havde stemmeret. «


Hvad Selsing tilsyneladende ikke forstår er, at det relevante og interessante fra antikken ikke består i de ideer, som vi ikke har taget til os, deriblandt Platons statsidé, men alle de idéer, eftertiden tog til sig, som har haft skelsættende betydning og stadig strukturerer og underbygger vores samfund i dag – heraf en hel del af Platons andre tanker. Nej, man opfandt ikke bilen eller flyet i antikken, og man gjorde ikke en ende på slaveriet. Til gengæld udklækkede man blandt andet den fundamentale idé om menneskets frigørelse fra totalitære systemer, religiøse såvel som politiske, hvoraf også ideerne om demokrati og menneskerettigheder udspringer – ideer som på lang sigt med logisk nødvendighed måtte lede til slaveriets ophør og kønnenes ligestilling.

Eva Selsing. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen/Ritzau Scanpix.

Foruden Platon, udpeger Augustin sit filosofiske grundlag som de ioniske naturfilosoffer. I ca. 500 f.Kr. markerede de den første frigørelse af mennesket fra metafysisk totalitarisme, idet de adskilte videnskab fra religion.

Fejlagtigt patent til kristendommen

Antikkens ideer er sidenhen blevet videreudviklet i takt med samfundenes og videnskabens udvikling og under kristendommens indflydelse. Den kristne og den græsk-romerske indflydelse i vores samfund kan muligvis ikke nemt skelnes fra hinanden i dag. Ikke desto mindre er det af afgørende betydning, at vi erkender, at visse af de centrale ideer, vores samfund og etik bygger på, har et ikke-religiøst ophav – ikke blot for præcisionens og sandhedens skyld. Hvis ikke vi erkender det, men fejlagtigt giver kristendommen patent på fundamentale ideer om menneskets frigørelse, svækker vi den universelle relevans af disse ideer og deres mulighed for fremtidig opretholdelse.

Dermed stiller vi os selv indlysende og unødigt dårligt i den kamp på ideer, der kommer til at bestemme den globaliserede fremtid, vi uundgåeligt er en del af.