Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Allarp og Carstens angriber Socialdemokratiet med stråmænd og banaliteter

Der er en årelang tradition for at folk, der ikke selv er socialdemokrater, forklarer, hvad Socialdemokratiet er og bør være. Det er sjældent oplysende, men ofte underholdende.

»Efter endt læsning kunne man forledes til at tro, at Nikolaj K. Carstens virkelige anke mod Socialdemokratiet er, at vi ikke fører radikal politik,« skriver Rasmus Stoklund (S). Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Berlingskes læsere havde 31. juli fornøjelsen af to debatindlæg, som handlede om, hvor sløjt det står til i Socialdemokratiet. Anne Sofie Allarp klagede over, at den nydannede mindretalsregering, som nu har siddet i ministerkontorerne i flere uger, ikke har gennemført alt det, Socialdemokratiet gik til valg på.

Skuffelsen får Allarp til at konkludere, at ingen ved, hvad Socialdemokratiet vil. I sin frustration sender hun spørgsmålet videre til læserne »Hvilket socialdemokrati har fået magten?«

Der er dog hjælp at hente blot et par sider længere fremme i samme avis, hvor den radikale Nikolaj K. Carstens indskriver sig i en årtier lang læserbrevstradition, som går ud på, at folk, der ikke selv er socialdemokrater, forklarer, hvad Socialdemokratiet er og bør være. Det er sjældent oplysende, men ofte underholdende.

Foto: Rasmus Stoklund..

Dog gælder det stort set altid, at det havde været langt mere interessant at læse, hvordan skribentens eget parti kunne – om end beskedent – bidrage til fædrelandets udvikling. Vi snydes ikke for enkelte overfladiske betragtninger. Carstens mener, at tiden er løbet fra den universelle velfærdsstat. Det er en politisk uenighed, der er til at forstå.

Det er en oplagt anledning til at forklare, hvorfor vi i Socialdemokratiet går ind for, hvad Carstens kalder en »højredrejning« i udlændingepolitikken, men som reelt er det modsatte, fordi formålet er at beskytte den universelle (socialdemokratiske) velfærdsmodel med fri og lige adgang til uddannelse, sundhedsydelser etc. Modellen med åbne kasser hænger alene sammen, hvis vi til gengæld har lukkede grænser for folk, der ikke selv kan bidrage konstruktivt til fællesskabet, både økonomisk og socialt. Det betyder, at masseindvandring fra bl.a. Stormellemøsten ikke går an, og her er vi uenige med Carstens, som groft sagt må ønske kasserne lukket, men grænserne åbnet.

Carstens gør sig også betragtninger om verdensøkonomien og globaliseringen. Igen er den underliggende kritik af Socialdemokratiet malplaceret. Vi har stået vagt om den danske model siden Septemberforliget i 1899 og ikke mindst minimallønssystemet i eksportsektoren, der sikrer konkurrenceevnen, fordi lønninger og produktivitet følges ad. Tal fra Dansk Metal viser, at vores lønkonkurrenceevne siden finanskrisen er blevet markant forbedret, og derfor virker det lidt arbitrært at tegne et billede af, at Socialdemokratiet skulle være i defensiven på grund af globaliseringen. Tværtimod har vi altid været optaget af arbejdspladser og eksport.

Efter endt læsning kunne man forledes til at tro, at Carstens virkelige anke mod Socialdemokratiet er, at vi ikke fører radikal politik. Socialdemokratiet vil fortsat arbejde for vores tilbagetrækningsforslag, grøn omstilling, investeringer i forskning og uddannelse, stram udlændingepolitik og meget andet. Det ændrer naturligvis ikke på, at Allarp i sin klumme om, hvor fejlslagent et parti Socialdemokratiet er, har ret, når hun skriver: »Og så er prisen også, at ingen i dag reelt aner, hvad de kommende år vil bringe.« Her kan hverken Carstens eller undertegnede komme Allarp til hjælp, for som bekendt er det især svært at spå om fremtiden.