Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Alex Vanopslagh: »Personen i lyset kan jo både være mand, kvinde eller noget helt tredje«

Idiotien og hykleriet skriger til himlen, mener politikeren fra Liberal Alliance.

»Så hvis venstrefløjen i København ser et problem, kan de jo bare beslutte sig for, at mændene i lyssignalerne slet ikke identificerer sig som mænd,« skriver Alex Vanopslagh (LA). Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Dette er en del af en pro et contra. Du kan læse Lone Norlander Smith (EL) argumentere for det modsatte synspunkt her.

Så er den gal igen. De politiske storbytosser er løs igen med identitetspolitisk sludder og symbolkamp – denne gang med den fikse idé, at piktogrammerne af en henholdsvis stående og gående mand på byens trafiklys nu skal være i sigtekornet på de identitetspolitiske kanoner.

»Det er en rigtig god måde at gøre op med de kønsstereotyper på, vi ser overalt (…). København er en by med stor diversitet og frisind, og det skal vi turde vise,« udtaler kultur- og fritidsborgmester i København, Franciska Rosenkilde fra Alternativet (selvfølgelig). Tak for kaffe. De Radikales Christopher Røhl tilføjer, at det er en måde for alle at »have rollemodeller i det offentlige rum«. Nu er festen sgu slut for alle os mænd, der har gået og set op til ham i trafiklyset.

Foto: Alex Vanopslagh.

Men lad os lige tage de her identitetspolitiske tosserier seriøst på deres egne præmisser for en gangs skyld:

Selvsamme feministiske storbytosser plejer at være fortalere for, at en person i en mandekrop sagtens kan være en kvinde eller en non-binær. Og i så fald er trafiklysene jo allerede kønsneutrale. Personen i lyset kan jo både være mand, kvinde eller noget helt tredje.

Så hvis venstrefløjen i København ser et problem, kan de jo bare beslutte sig for, at mændene i lyssignalerne slet ikke identificerer sig som mænd.

Med deres egen logik er de jo transfobiske, når de hævder, at personerne i lyssignalerne er af et bestemt køn – så viderefører de jo præcis den biologiske kønsopfattelse, som de påstår at ville tage et opgør med.

Idiotien og hykleriet skriger til himlen i sådan en grad, at vi burde nøjes med at klaske os i lårene af grin (hvad størstedelen i det konkrete Danmark uden for København og Aarhus formentlig også gør).

Men det er nu alligevel lidt alvor. London, Manchester, München og Köln er allerede gået den vej.

I gamle dage havde man nok kaldt det narcissisme hele tiden at forlange, at alle skal danse efter éns egen pibe, men i dag har postmodernistiske teorier heldigvis forsynet folk med et helt idékompleks, der er skabt til at retfærdiggøre de mest urimelige petitesser med de mest grandiose fraser.

»Krænkelserne bliver altid mere absurde, sagerne mindre og anklagerne større. Derfor skal vi sætte foden ned og sige nej.«


Det er jo nærliggende at tie sådan en sag ihjel, ikke mindst fordi vores universiteter sørger for at producere folk oplært i den slags nonsens i en lind strøm, så man kunne spilde hele sit liv på at himle op over sådanne identitetspolitiske udgydelser.

Men nej, for det stopper aldrig, hvis det får lov at ske uhindret. Krænkelserne bliver altid mere absurde, sagerne mindre og anklagerne større. Derfor skal vi sætte foden ned og sige nej.

Det er en kulturkamp mellem et samfund, der insisterer på et sæt fælles spilleregler, og et samfund, hvor alle forlanger særbehandling på hinandens bekostning. Derfor stemmer jeg nej til det her fjolleforslag – for det er faktisk lidt alvor.

Dette er en del af en pro et contra. Du kan læse Lone Norlander Smith (EL) argumentere for det modsatte synspunkt her.