Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Aldrig har der været så meget grund til at lade sine børn døbe som nu

Vi er kommet til at lægge så meget vægt på menneskets magt og muligheder, at presset på det enkelte menneske er blevet ulideligt.

Det er forkert at tro, at det er os, der handler i dåben. Dér er det Gud, der handler. Det er Guds nåde, tilgivelse, barmhjertighed og evighed, der rækkes det menneske, mener Inge Marie Kirketerp Hansen. På billedet konfirmeres en 14-årig en måned før konfirmationen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens Nørgaard Larsen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

For nylig blev det offentliggjort, hvordan det står til med danskernes forhold til folkekirken. Selvom der er kommet mange forklaringer på tallene, er de virkelig et problem. For aldrig har der været så meget grund til at lade sine børn døbe og tilskynde sine unge mennesker til at blive konfirmeret.

Det var min første tanke, da jeg forleden gik rundt i det lokale supermarked og dér faldt over en samling af lykønskningskort til konfirmander. På et af dem stod der: »Du er stjernen i dit eget liv«.

Jeg skyndte mig at købe en håndfuld. Ikke fordi de var gode, men bare for at andre ikke skulle komme til at give dem til en konfirmand. Man kan nemlig næsten ikke finde noget, der fortæller mindre om, hvad konfirmation er, end det: »Du er stjernen i dit eget liv!«

Altså: »Du skal shine. Hele verden ligger åben foran dig. Nu må du stå på egne ben. Klar dig selv. Du er centrum i dit eget liv. Skab det!« Kunne man forestille sig noget mere ensomt end det?

Vi er kommet til at lægge så meget vægt på menneskets magt og muligheder, at presset på det enkelte menneske er blevet ulideligt. Der er brug for, at der tales noget andet ind i menneskers liv. Der er brug for ordene om, at du ikke blot er okay som den, du er, men underfuldt skabt og højt elsket af Gud. Brug for, at der bliver sagt, at du netop ikke er stjernen i sit eget liv, men i stedet for får lov til at gå ud i livet og vandre i lyset af stjernen fra Betlehem og fra den tomme grav.

Så aldrig har der været så meget grundt til at lade sine børn døbe som nu. Det kan ellers ske, at vi siger noget så mange gange, at vi tror, at det er sandt, og en af de sætninger, der er blevet gentaget alt for mange gange ved barselsyoga eller i mødregruppen, er, at man vælger dåben fra for sit barn, fordi det selv skal bestemme.

Men den sætning kan aldrig være sand, for det at vælge dåben fra for sit barn er også at vælge.

Måske ligger problemet i, at vi har glemt, hvad dåben er. Det kan sagtens være, at folkekirken har en del af skylden her – at vi simpelthen ikke har været gode nok til at tale dåben op som den største gave og noget fuldstændig livsomvæltende, der tales ind i et menneskes liv.

I stedet er i vi i vores jagt på at træffe autentiske valg kommet til at smide Guds gave ud med dåbsvandet. Vi har simpelthen fået den opfattelse, at det er os, der handler i dåben. Men det er forkert. I dåben er det Gud, der handler. Det er Guds nåde, tilgivelse, barmhjertighed og evighed, der rækkes det menneske.

Der går en historie om Martin Luther (reformatoren, ikke frihedskæmperen King). Han kunne mange gange blive ramt af anfægtelser og tvivl. Derfor havde han på sit skrivebord lagt en seddel med ordene »Ich bin getauft!« – jeg er døbt. Der blev han mindet om, at før hans sejre, hans store bedrifter, hans store kriser og fiaskoer, før alt andet var Guds kærlighed talt ind i hans liv, og det stod ved magt.

Måske vi i år bare skal droppe konfirmationskortet og i stedet giv konfirmanderne en gul post-it med de tre ord: »Jeg er døbt«.

Inge Marie Kirketerp Hansen er sognepræst i Gjellerup