Jeg er begyndt at kigge op, når jeg cykler forbi et træ på cykelstien. Jeg er begyndt at lægge ekstra mærke til kronens kontur mod himlen og fokusere blikket på enkelte grene og blade. Jeg gør det for at minde mig selv om, hvordan virkeligheden ser ud, og forberede mig på en fremtid, hvor en større og større del af det indhold, vi præsenteres for på vores skærme, ikke bare er redigeret (ofte til ukendelighed), men i vid udstrækning simpelthen er skabt kunstigt af en computer.
Og ikke mindst en fremtid, hvor det er lige så almindeligt at interagere med robotter som med mennesker. Jeg er bekymret for, om vi med tiden bliver ligeglade med, hvad der er kunstigt, og hvad der er virkeligt og naturligt. At vi accepterer at lade de to sfærer flyde sammen i en tåge, der gør os dovne og følelseskolde. Og at måden, hvorpå vi kommunikerer med robotterne, kommer til at præge måden, hvorpå vi interagerer med hinanden på et dybt eksistentielt plan.
