Ældre siger nej tak til robotstøvsugere – de vil hellere have den menneskelige kontakt

Noget tyder på, at vi i vores iver efter at effektivisere glemte, hvad der binder hverdagen sammen.

»En ny ældrelov er på trapperne. Lad os benytte anledningen til at igangsætte en debat om, hvilket samfund vi ønsker os – og hvilken rolle de velfærdsteknologiske hjælpemidler skal spille,« skriver Gry Segoli. Claus Bech/Ritzau Scanpix

Jeg kommer i mit arbejdsliv en del rundt i landets kommuner, hvor jeg samarbejder med ledere og konsulenter i ældreplejen. Jeg spørger gerne, om de er i gang med at implementere robotstøvsugere og andre velfærdsteknologier. 

Hver gang bliver jeg mødt af et opgivende blik og en fortælling om, at de fleste borgere ikke vil have robotstøvsugerne, medicindispenserne eller de andre velfærdsteknologiske hjælpemidler, som kommunen vil erstatte varme hænder og praktisk bistand med.