Advokaterne tager retssikkerheden som gidsel

Det er på tide at åbne for konkurrencen på advokatmarkedet til gavn for forbrugerne og for samfundet.

»Vi mener, at det er meget vigtigt at værne om retssikkerheden, når advokaterne varetager deres klienters interesser i en retssag eller en tvist,« skriver Charlotte Jepsen, administrerende direktør i FSR – danske revisorer. Mads Claus Rasmussen

Advokatsamfundet hævder i et læserbrev i Berlingske, at revisorerne lader profit gå forud for retssikkerhed, fordi vi foreslår mere konkurrence på advokatmarkedet. Det er ikke sandt.

Vi mener tværtimod, at det er meget vigtigt at værne om retssikkerheden, når advokaterne varetager deres klienters interesser i en retssag eller en tvist. Men vi mener omvendt ikke, at det er i orden eller for den sags skyld i samfundets interesse, at advokatbranchen bruger retssikkerheden som gidsel til at blokere for fri konkurrence på rådgivningsmarkedet. Retssikkerhed og konkurrence er ikke hinandens modsætninger.