Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Adgangskrav til de videregående uddannelser: Sådan forener vi de vigtigste hensyn

Ingemai Larsen skriver om at revidere adgangskravene til de videregående uddannelser: »Anvendelse af blødere, ikke-målbare adgangskrav vil hverken mindske de unges ansøgningsstress eller mulige skuffelse, men blot lade andre opleve den. For der følger jo ikke frit optag med i løsningsmodellen.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Ólafur Steinar Gestsson

Uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen ønsker at revidere adgangskravene til de videregående uddannelser, herunder – muligvis – at ophæve den principielle forskel, der er på kvote 1 og 2. Ministeren udtaler i den forbindelse, at det er vigtigt, at vi ser på det hele menneske og ikke blot karaktererne, når vi tager stilling til, hvem der optages.

Diskussionen er vigtig og principiel, fordi den knytter an til en formodning om, at man både skaber det bedst tænkelige match mellem ansøger og uddannelse og kommer ansøgerne i møde ved at anvende blødere defineret kriterier end karakterkriteriet. Jeg er enig med ministeren i hendes målsætning, men advarer mod at smide barnet ud med badevandet i forhold til vores nuværende optagelsessystem, der udmærker sig ved en høj grad af gennemsigtighed.

»Et forslag kunne være, at ansøgerne efter eget valg får lov til at trække den laveste karakter ud af det samlede karakterregnskab.«


Anvendelse af blødere, ikke-målbare adgangskrav vil hverken mindske de unges ansøgningsstress eller mulige skuffelse, men blot lade andre opleve den. For der følger jo ikke frit optag med i løsningsmodellen. At anvende »motivation« som parameter i kvote 1 er heller ikke uproblematisk, de ganske forskellige opfattelser af, hvad en god motivation er, taget i betragtning. Og som påpeget af bl.a. Danmarks Evalueringsinstitut, er der i anvendelsen af de bløde kriterier – optagelsessamtalen og den motiverede ansøgning – indbygget en fare for social slagside. Det kan med andre ord være mindst lige så krævende at anvende ikke-målbare som målbare kriterier.

Ingemai Larsen Fold sammen
Læs mere

Lad os derfor holde fast i den grundlæggende forskel, der er på kvote 1, hvor alene gennemsnittet tæller, og kvote 2, som institutionerne selv er herrer over. Her kan de lægge vægten på »studieegnethed«, »motivation« eller noget helt tredje og gennemføre samtaler og test, der giver mening i den konkrete kontekst.

Og lad os se på, om der kan gøres noget i kvote 1, som mindsker et af de problemer, som ligger til grund for ønsket om at revidere systemet: Når ministeren bemærker, at »karakterer er blot et tal«, hører jeg det som en håndsrækning til de unge, der (som langt de fleste af os) har oplevet, at klappen gik ned i et afgørende øjeblik og medførte en karakter, der trak gennemsnittet så langt ned, at drømmeuddannelsen forsvandt – og ikke som en afvisning af, at karakterer viser en masse om, hvad ansøgeren har af viden, færdigheder og kompetencer.

Et forslag kunne være, at ansøgerne efter eget valg får lov til at trække den laveste karakter ud af det samlede karakterregnskab, således at den værste skævert ikke får mulighed for at vælte læsset. Denne idé ligner et andet forslag om at vægte de karakterer, som er mest relevante for det videre studium, men fjerner ikke de unges incitament til at gøre sig maksimalt umage i alle gymnasiefag. Dette sidste er der forhåbentlig ikke uenighed om vigtigheden af. Men modellen her er stadig meritokratisk og går ikke på kompromis med det afgørende gennemsigtighedsprincip.