Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

26-årige Mariam Hassanain: Jeg tror på et samlet Danmark, der kan favne forskelligheder

Vælgerne har ordet. Hvad stemmer de, og hvorfor? Berlingske lader hver dag frem mod valget til Folketinget en vælger komme til orde. I dag Mariam Hassanain, 26-årig selvstændig og studerende, bosat på Frederiksberg. Hun ved endnu ikke, hvor hun vil sætte sit kryds.

Mariam Hassanain. Fold sammen
Læs mere
Foto: Privatfoto

Jeg ville ønske, at jeg ikke skulle skrive dette indlæg, at jeg bare kunne passe mig selv og min hverdag, ligesom 26-årige etnisk danske kvinder kan. Men det privilegium har jeg ikke længere. Jeg ville ønske, at jeg ikke skulle retfærdiggøre mit krøllede hår, hvorfor min mor er muslim, og at jeg har et anderledes navn. Ja, faktisk hele min eksistens.

Den seneste tid har vist mig, at mange er bange. Nogle frygter for muslimerne, andre for Paludan. Frygt er en følelse, der får os til at glemme vores rationale og ignorere fakta, men den opleves så virkelig, at den ender med at blive det.

Jeg tror alligevel på, at der findes et samlet Danmark, et mere retfærdigt Danmark. Et Danmark, hvor vi passer på mindretallene og tager hånd om problemerne uden at generalisere på baggrund af enkeltes destruktive adfærd. Jeg tror på, at hvis vi lytter oprigtigt til hinanden, vil det komme frem, at vi alle har noget til fælles, noget der forbinder os. For det ukendte er sjældent særligt skræmmende og anderledes, når man først lærer det at kende.

Efter at jeg har været vred, ked af det og frustreret, har jeg nu fået troen på, at selvfølgelig rejser vi os alle og siger fra, når nogen i vores land ønsker at skade et mindretal i befolkningen. Jeg har tiltro til, at vi i Danmark står op for de svage – eller har jeg misforstået meningen med vores velfærdsstat? Velfærdsstaten, der bygger på lighed, retfærdighed, og at vi alle bærer et kollektivt ansvar for hinandens velvære.

Jeg tror på et samlet Danmark, der kan favne forskelligheder og se styrken i diversitet i en globaliseret verden. Et Danmark, hvor alle har adgang til følelsen af fællesskab, en følelse af at høre hjemme, og hvor det ene medlemskab ikke udelukker det andet, så hvert individ kan føle sig set og anerkendt. I mine øjne er det livsnødvendigt.

»Jeg tror på det smukke i forskelligheder, og jeg tror på, at vi kan definere frihed, religion og kærlighed på hver vores måde.«


Nogle griner ad dialogkaffe, men jeg tror på, at vi skal drikke mere kaffe sammen, eller en øl – måske en af hver eller noget helt tredje. Komme hinanden mere ved og ikke være så berøringsangste. Grine ad, at vi er forskellige og turde stå sammen, når uretfærdighederne opstår. Jeg har nemlig ikke prøvet andet, da mange af mine tætteste venner er minoriteter på hver sin måde. Fra min dansk-jødiske veninde og min tørklædebærende dansk-irakiske veninde til min homoseksuelle afro-danske ven.

Vi er meget forskellige, men samtidig meget ens. Vi snakker, bliver sure og krammer lige efter. Og jeg elsker, når min kæreste Frederik vil lytte til mine problemer, som han på ingen måde kan sætte sig ind i, men alligevel forsøger og giver mig plads. For jeg tror på det smukke i forskelligheder, og jeg tror på, at vi kan definere frihed, religion og kærlighed på hver vores måde. Men vigtigst af alt er, at vi står op for hinanden og siger fra, når uretfærdighederne rammer. For vi er et fællesskab. Sådan ser jeg mit Danmark. Det vil jeg tænke på, når jeg sætter mit kryds.