Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning.

Wammens og Hummelgaards kriselogik: Vi må gerne investere os ud af krisen – de andre må ikke

Man kan ikke forstå signalet fra finansminister Nicolai Wammen (S) som andet end en gentagelse af gældskrisen, hvor en socialdemokratisk finansminister lægger op til, at de gældsplagede lande i EU og euroområdet skal stramme finanspolitikken op, mens vækst og beskæftigelse ikke er genoprettet.

Statsminister Mette Frederiksen (S), finansminister Nicolai Wammen (S) og beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) holder pressemøde om reformudspillet: 'Danmark kan mere I' i Spejlsalen i Statsministeriet i København, tirsdag den 7. september 2021.. (Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix) Fold sammen
Læs mere
Foto: Philip Davali
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Kan nogen huske gældsdebatten for bare ni måneder siden?

Det var dengang, statsminister Mette Frederiksen (S) midt i nedlukningen af dansk økonomi i TV 2 kaldte det gammeldags og borgerligt at spekulere over, hvordan man kunne betale regningen for coronakrisen.

Det var også mørke dage i januar, hvor Finansministeriet regnede med, at underskuddet på statsfinanserne i årene 2020-2022 ville runde 150 milliarder kroner.

Derfor må vi nu glæde os over, at regeringen siden januar igen selv er gået hen og blevet »gammeldags« og »borgerlig«, når det gælder staters gæld og underskud. I hvert fald har finansminister Nicolai Wammen (S) tegnet et nyt abonnement som medlem af EUs sparebande, der svinger øksen over den manglende finanspolitiske disciplin i mange EU-lande:

»Den offentlige gældskvote er steget fra 79 procent af BNP i 2019 til forventet 94 procent af BNP i 2021. Der er en stigning på 15 procentpoint i EUs gældskvote på bare to år,« lyder den nøgterne advarsel fra Nicolai Wammen og syv andre EU-finansministre i et fælles brev.

Og nu er der ikke kun fire i EUs sparebande, som hidtil har talt Østrig, Sverige, Holland og Danmark, de såkaldte »frugal four«. Letland, Slovakiet, Tjekkiet og Finland er nye medlemmer af EUs sparebande, der ser med dyb bekymring på, at den offentlige gæld er eksploderet under coronakrisen:

»Finanspolitiske pakker uden fortilfælde har bidraget til at bekæmpe de væsentlige negative økonomiske effekter af coronakrisen, men de har samtidig påvirket holdbarheden af de offentlige finanser i mange EU-lande. Det er især tilfældet, hvor kriseindgrebene permanent har belastet de offentlige budgetter, og hvor gældsniveauerne allerede i forvejen var høje,« advarer Wammen og hans syv kolleger i deres fælles udtalelse, hvor de vender sig mod en opblødning af de finanspolitiske spilleregler.

Sådan er det ikke syd for grænsen

Der er et problem. De fleste kender EUs grænse for størrelsen af den offentlige gæld, nemlig 60 procent af BNP. Coronakrisen har ligesom under først finanskrisen fra 2008 til 2009 og siden gældskrisen i 2010-2012 undergravet statsfinanserne i en lang række EU-lande og rejst nye store spørgsmål om EUs finanspolitiske spilleregler.

Hvad nytter indviklede finanspolitiske spilleregler, når ingen respekterer dem – ud over Danmark? Den gennemsnitlige offentlige gæld i euroområdet, hvor man skulle forvente, at de finanspolitiske spilleregler havde særlig stor vægt, ligger på 100 procent af BNP ifølge tal fra EU-Kommissionen.

Man bør være dybt bekymret for udviklingen i europæisk økonomi. Wammen kunne i sin nyeste økonomiske redegørelse prale med, at Danmark har bevæget sig ind i en højkonjunktur, hvor BNP allerede nu er højere, end før coronakrisen ramte. Man får lyst til at knibe sig i armen over, at vi i januar talte om et stort hul i dansk økonomi og nu i stedet taler om mangel på arbejdskraft og stigende lønpres.

Sådan er det ikke syd for grænsen. Mens Danmark har lagt knap 1,0 procent til sin velstand fra slutningen af 2019 til i dag, så sidder eurolandene i gennemsnit stadig med en velstand, der er 3,0 procent lavere end før krisen.

Hykleriet er naturligvis åbenlyst i den danske regerings kriseretorik, hvilket jeg i længere tid har haft en meningsudveksling med beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) om. Hummelgaard tillægger mig en grad af perfektion, jeg ikke ejer, når han siger, at jeg tager fejl i alt – alt – omkring regeringens håndtering af coronakrisen.

Man må konstatere, at regeringens synspunkter sejler. I juni i fjor advarede statsminister Mette Frederiksen (S) mod »fartblindhed« i den økonomiske politik, da hun følte sig overvældet af overbudspolitik, når det gjaldt oppositionens forslag til at »investere Danmark« ud af krisen.

I januar kaldte statsministeren det så »gammeldags« og »borgerligt« at gå op i gælden efter coronakrisen, mens vi nu hører Wammen lægge ansigtet i stramme folder mødt med gældsbjerget i de lande, vi sammenligner os med.

En gentagelse af gældskrisen

Den offentlige gæld i Danmark forventes at være steget med moderate fem procent af BNP mellem udgangen af 2019 og 2022, hvilket ikke mindst kan forklares ved, at regeringen har investeret danskernes egne feriepenge i at få Danmark gennem krisen og samtidig polstret statsfinanserne med en uventet skatteindtægt fra netop feriepengene.

Hummelgaards angreb går blandt andet på, at vi på Berlingske bør kunne »se forskel på at stramme finanspolitikken på et tidspunkt, hvor både BNP og beskæftigelse var langt fra sine normale niveauer med blivende konsekvenser for økonomien, og så at tilpasse finanspolitikken til den forestående højkonjunktur«, skrev Hummelgaard forleden.

Det er igen et forsøg på at undertrykke, at Bjarne Corydon, dengang Hummelgaards S-partifælle, mellem 2011 og 2015 valgte at føre en stram finanspolitik blandt andet som en konsekvens af, at finanspolitikken var under pres i alle EU-lande.

Man kan ikke forstå signalet fra Hummelgaards kollega Nicolai Wammen som andet end en gentagelse af gældskrisen, hvor en socialdemokratisk finansminister lægger op til, at de gældsplagede lande i EU og euroområdet skal stramme finanspolitikken op, mens vækst og beskæftigelse ikke er genoprettet.

Det fornuftige synspunkt dengang – og i dag – er, at uholdbar gæld og store budgetunderskud i værste fald voldsomt begrænser et lands økonomiske frihed til at føre krisepolitik. Derfor kunne vi ikke i januar – og kan stadig ikke i dag være totalt ligeglade med vores gæld. Især ikke når vi har valgt at have en af verdens største offentlige sektorer, hvor kriser ramt hurtigt og hårdt.

Den virkelige tragedie er, at det sidste, Europa har brug for lige nu, er en økonomisk politik, som begrænser væksten. Gælden er så høj i mange EU-lande, at forestillingen om at betale den tilbage er absurd. Grækenland eller Italiens eneste vej ud af deres finanspolitiske hul er vækst, så BNP vokser hurtigere end gælden.

Netop Italien og Grækenland er i øvrigt to af de største modtagere af milliarderne fra EUs 750 milliarder euro store genopretningsfond – mere end to gange Danmarks samlede bruttonationalprodukt – nemlig henholdsvis 11 procent og 17 procent af deres respektive BNP, hvor Danmark kun modtager 11,6 milliarder fra fonden til især grøn omstilling svarende til under 0,5 procent af BNP.

Finten ved de penge er, at de ikke belaster Italiens og Grækenland alt for høje gæld, fordi alle EU-lande, også Danmark, hæfter for genopretningsfonden.

Gode råd er dyre, hvis EU-milliarderne ikke kan investere Italien eller Grækenland ud af coronakrisen. Så ser vi formentlig i stedet på en kronisk europæisk gældskrise, som der ikke er gode svar på – heller ikke mere uansvarlig finanspolitik eller ligegyldighed over for gæld.

Thomas Bernt Henriksen er Berlingskes erhvervsredaktør