Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning.

Vil du også have Mette Frederiksens næse?

Sidder du i en halvsløj virksomhed og har gjort i nælderne? Kunne du også tænke dig at slippe med en næse? Læs med her og få tip til god governance fra Borgen. Så kan vi alle drive virksomhed så effektivt, billigt og seriøst, som Danmark ledes: Med en samling stillingsrokerende, forudsætningsløse ansatte, der kun har til fælles, at de er uenige.

»Hvis man ikke har lyst til at drive sin virksomhed, som landet ledes – og hårene bare stritter – så skal vi begynde at tænke os om,« skriver iværksætter og brandingekspert Esther Dora Rado. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix (arkiv)
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Grove vildledninger leder ikke til andet end næser, og næser er egentlig ligegyldige. Mange – også siddende ministre – har mere end én. Rekordholderen har 80.

Den største »virksomhed« i Danmark er landet selv, og engang imellem må man spørge, om det egentlig er godt nok, at de mennesker, der sidder og leder det, giver hinanden latterlige næser, bruger skattepenge på at undersøge sig selv i årelange kommissioner og i øvrigt gør alt for at modarbejde hinanden, fordi de vil vælges.

Så får de også et hak i bæltet, hvis de laver regler, og selvom stort set alle går på valg på lavere skat og færre regler, så præsteres der igen i år øredøvende 174 nye love, og hvis man trækker politikerferien fra forår til efterår fra, så er det jo mere end en ny lov om dagen.

Nå, men hvis man synes, at regeringen ledes supergodt, så er her et par tip til at få implementeret modellen i eget regi:

Diversitet: Ansæt mange. Mange flere end nødvendigt. De skal helst ingen baggrund have for at lave det, de gør, men de skal have en mening om alt fra frugt til trappevask og strategi, og de skal have hver sin vision, som du hader og er uenig i. Husk også et par løsgængere.

Masseinvolvering: For at rive tæppet væk under de ansatte engang imellem og sørge for, at de bliver i uvished, så leg stoledans med stillingerne engang imellem: Ingen grund til at blive komfortabel i it, når man kan komme over til afdelingen for hr, tirsdagsfisk og forretningsudvikling.

Bureaukrati: Masser af regler og nye love, men gå aldrig ind i enkeltsager, kun når det passer i en valgkamp. Undgå sandheden, men brug milliarder på at undersøge jer selv, så længe I ikke er i ledelsen længere, når undersøgelsen er slut. Sylt de krukker, betal de konsulenter – til enhver pris. Gerne den højeste.

Floskler og røgslør: Ansæt en hær af folk til at tale til jeres medarbejdere og pressen for jer. Kald dem noget fancy som spindoktor for ikke engang at lægge skjul på, at de lever af at dreje budskaber. Lav en subdivision, der laver så utroligt cringe ordbilleder, at medarbejderne har svært ved at holde kaffen indenbords. Alt med værdi, varme hænder, både/skibe, Arne og sammenhold virker. Er der et kamera i nærheden, er det om at stimle sammen og se, hvor mange I kan være i billedet.

Næsesystem: Glem ikke næsesystemet. Hvilken irettesættelse kan være mere skrækindjagende end det? I erhvervslivet kan vi kalde det noget andet – en albue måske. Lige i ansigtet.

Demokrati: Hvorfor skal det være udemokratisk at gå på arbejde? For at sikre, at alle ledere i virksomheden er et totalt wildcard, så lad medarbejderne stemme om, hvem der skal være chef. Det skal så ikke være nogen, de kender personligt, men hæng plakater med kandidater op på væggene og lad sexappeal og motto være valggrundlag. Gør det om igen hver fjerde år, så der på ingen måde er tid til meget andet end at nedgøre andre og rede sengen for genvalg.

Sikke en opskrift på succes! Bravo!

Hvis man ikke har lyst til at drive sin virksomhed, som landet ledes – og hårene bare stritter – så skal vi begynde at tænke os om. For hvis det virker utopisk, at vi kunne komme i mål med virksomheden under disse omstændigheder, hvordan forestiller vi os så, at Danmark kan.

Det er klart, at man ikke kan lede et land som en virksomhed – men hvor længe kan vi klamre os til Grundloven og bruge den som undskyldning for ikke at forny og forbedre os? Når landet ikke ledes af indsigts- og erfaringsrige mennesker på en effektiv maner, så går det ud over mindretallet.

Ringe repræsentation

Nogle synes, det er fair nok, men en del af det mindretal er blandt andet dem, der driver virksomheder og sørger for, at de andre har et job, sætter Danmark på landkortet, skaber eksport og servicerer borgere og turister. Står for en enorm del af skatteindtægterne, bidrager stærkt til vores økonomi. Relativt vigtigt mindretal.

Hvorfor er det egentlig fair, at så vigtig en gruppe ikke bare taber i valg og dermed har meget lidt at skulle have sagt, men også er ringe repræsenteret i vores øverste apparat?

Hvis man synes, at den ledelsesmodel, der er for landet, er noget nær det værste, man kan forestille sig, så er vi altså på den. For ledelse er ledelse, og god ledelse spreder sig, når ledestjernerne viser vej.

Hvor er vi, når halvdelen af erhvervslivet må halvt grine og halvt græde over den ledelse, der er. Nuvel, i det mindste står vores ledere ikke og råber aye og nay af hinanden med tossede parykker på. Og statsminister Mette Frederiksen (S) har væsentligt bedre hår. Så det kunne vel være værre. Men alligevel …