Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning.

Vi skal finde grænsen for virksomheden som barnepige

Under coronapandemien gjorde virksomheder, hvad de kunne, for at forsøde medarbejderes dagligdag foran skærmen. Grænsen mellem vores arbejdsliv og vores privatliv blev for manges vedkommende udvisket. Er arbejdspladsen blevet for stor en del af vores privatliv?

Pandemien betød, at vi lukkede arbejdsgiveren ind i vores privatliv, og lod grænserne mellem arbejde og fritid flyde sammen. Modelfoto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er sommer, mange af os er på ferie og både fysisk og mentalt langt væk fra kontoret. Det er godt, for vores hjerner har brug for flere pauser og mere restitution, end vi giver os selv normalt.

Samtidig giver pausen fra de daglige arbejdsopgaver os mulighed for at reflektere over indretningen af vores arbejdsliv, hvor vi befinder os et spændende sted efter en coronaepidemi, der satte turbo på den digitale udvikling, remote work, nye ledelsesformer og ikke mindst medarbejdertrivsel.

For pandemien betød også, at vi lukkede arbejdsgiveren ind i vores privatliv, og lod grænserne mellem arbejde og fritid flyde sammen. Er det en god ting?

Under nedlukningen blev det vigtigt at sikre fremdrift og resultater, selvom medarbejderne sad derhjemme i et kaos af hjemmeskoling, vasketøj, hundehvalpe og kagebagning og bekymringstanker om fremtiden og familiemedlemmers sygdomsforløb.

Mental velvære blev en hård valuta. »Hvordan har du det? Husk at passe på dig selv.« Ugentlige 1:1 check-in med fokus på trivsel, tilbud om aktivering af sundhedspakker for at imødekomme stress og udbrændthed, kollektivt indkøb af gymnastikredskaber til individuelt hjemmebrug og alt fra yogaklasser til fredagsbar på Teams. Alt sammen velmenende tiltag, som selvfølgelig også havde en iboende agenda om at sikre produktivitet og høj moral.

Mens børnenes velbefindende og parforholdets udfordringer blev sat på spidsen, har også arbejdsgiveren trængt sig ind på det private rum. Men har det været entydigt positivt, at virksomheden er kommet så langt ind i vores gemakker?

Financial Times skriver i artiklen »Do we want a nanny employer?«, at private anliggender nu ikke kun er blevet ophøjet til fortrolige water cooler-pauser mellem gode kollegaer, men til officielle, nedfældede virksomhedsprioriteter.

I øjeblikket skyder firmaer op, som adresserer, hvordan kvinder aktivt kan arbejde efter deres menstruationscyklus og blive mere effektive i deres arbejdsliv. Filosofien er, at kvinder i løbet af deres cyklus har forskellige former for energi, der passer til forskellige typer opgaver – som for eksempel en kreativ og udadvendt præstation omkring ægløsning versus en refleksiv opgave i de mere sårbare dage op til menstruation. En sådan kultur fordrer en dialog med ens arbejdsgiver om et ellers rimeligt privat ærinde, så opgaverne kan tilrettelægges. Gevinsten er, at vi ved at italesætte noget så naturligt som hormonelle udsving kan realisere halvdelen af arbejdsstyrkens fulde potentiale.

Det taler også ind i tendensen om at adressere medarbejderens mentale sundhedstilstand og skabe rammer for optimal performance både på arbejdspladsen og som redskab til at opnå mere balance i tilværelsen som helhed. Sidstnævnte er ikke mindst et vigtigt parameter for den yngre del af arbejdsstyrken, der har børn og er optaget af, hvordan de får forældreskab og arbejdsliv til at hænge sammen på en sund og udviklende måde.

Jeg hilser udviklingen velkommen. Jeg er nysgerrig på alle de måder, vi kan gentænke vores arbejdsliv på. Men jeg kan samtidig ikke lade være med at sympatisere med den del af arbejdsstyrken, som ikke har behov for en så heftig grad af involvering fra deres arbejdsplads. Som ikke ser jobbet som det sted, hvor deres sociale behov eller personlige potentiale skal afdækkes. Eller hvor nærmeste leder skal kende detaljerne i deres almene mentale sundhedstilstand – simpelthen fordi det er for intimt.

Først fik vi storrumskontorer, hvor alle fik mulighed for at følge med i kollegernes lægebesøg og familiære trakasserier. Post corona har vi igen flyttet grænsen for privatlivets intimsfære. Efterspørgslen er der tilsyneladende, særligt blandt de yngre medarbejdere, der ikke ser det som et svaghedstegn at vise sårbarhed. De ønsker tværtimod højere grad af involvering fra virksomheden modsat generationerne før dem, der hellere ser sig fri.

Inviterer man virksomheden indenfor, flytter den ind. Hvor, vi sætter grænsen for privatlivet, er op til os selv. Jeg tror, attraktive virksomheder i fremtiden skal have klart definerede tanker om, hvad en professionel medarbejder og hvad et privat menneske er.