I midten af 1990erne bidrog de ikoniske skakpartier mellem Garry Kasparov og computeren Deep Blue til at udbrede diskussionen om menneske mod maskine. At det lykkedes computeren at slå skakgeniet Kasparov, var med til at cementere en fortælling om dominans, som fortsat præger vores syn på kunstig intelligens – på nudansk AI (Artificial Intelligence).
Rammen om menneskets og maskinens indbyrdes spilleregler blev udbredt med Isaac Asimovs tre love for robotter. Her blev der iscenesat en slave-herre-relation, hvor den ene kun eksisterede for at blive underkastet den anden. Derfor er det ikke overraskende, at mange i dag hilser AI-fremskridt velkommen forskelligt – med skepsis eller forventning.
Folk er enten bange for, at tjeneren kan slippe ud og hævne sig, tage vores job eller in extremis overtage verdensherredømmet og bruge vores teknologi imod os. Modsat er andre begejstrede over, hvor meget mere vi kan få vores nye trælle til at gøre for os – så længe de holdes i skak. Begge visioner er fejlagtige, fordi de er forudindtagede.
Samarbejde er nøglen
Det er en forlængelse af vestlig hybris, at vi kun kan få det bedste ud af noget eller nogen gennem underkuelse – uanset om det er mennesker, maskiner eller andet. Vi er nødt til helt at gøre op med denne livsanskuelse – også af hensyn til vores produktivitet.
Menneskets varierede tænkeformer muliggør analytiske og syntetiske systemer at arbejde sammen. Det gælder også i forholdet til AI. Tanken om, at robotter udelukkende er skabt til at tjene og adlyde, begrænser det, vi kan opnå med dem. Det giver også næringsstof til et opspind, hvor AI tilskrives alvidende egenskaber, og hvor den menneskelige indsats tilsidesættes.
En artikel fra Wired om OpenAI's ChatGPT opsummerer denne forestilling ganske godt: »Både modelbyggere og teknologievangelister tilskriver imponerende og tilsyneladende fejlfri resultater en mytisk autonom model, et formodet teknologisk vidunderværk.«
»Den menneskelige beslutningstagning, der er involveret i modeludviklingen, udviskes, og en models præstationer betragtes som uafhængige af ingeniørernes valg af design og implementering.«
Og desuden er ChatGPT ret fantasiløs. For eksempel har bladet Asimov’s for nylig modtaget 20 forskellige novelleforslag med den enslydende titel »Last Hope« uafhængigt af hinanden og et utal af enslydende plot.
For at få det bedste ud af AI skal vi behandle den som en holdkammerat og ikke et værktøj. Vi skal gentænke, hvordan vi parrer vores menneskelige kompetencer med maskinens evner.
Jeg kunne ikke formulere det bedre end i denne artikel fra Science Direct: »Interaktion mellem mennesker og AI kræver mere end blot smarte algoritmer. Det kræver faktisk koordinering af komplekse aktiviteter såsom kommunikation, fælles handling og menneskelig bevidst udførelse for at fuldføre en opgave med potentielt skiftende mål under varierende miljøforhold, der er præget af usikkerhed.«
Omfavn AIs udvikling
AIs fremtid kan aldrig komme til at handle om maskinlæring alene. Der vil ikke komme en tid, hvor alt, hvad vi gør, er at drikke kaffe og se robotter styre vores liv for os. Selv hvis en sådan tid skulle komme, ville det betyde, at vi ikke har formået at muliggøre de nye realiteter og muligheder, der kan og bør opstå som følge af det kreative forhold mellem mennesker og AI.
Fremtiden med AI kalder også på menneskets etiske participation. Vi må for eksempel indse, at rettigheder og ansvar i forholdet mellem menneske og maskine vil udvikle sig i trit med AI. Hvem er ansvarlig og i hvilket omfang, når maskiner foretager handlinger, der skaber problemer?
At tænke og handle på disse områder – at afgrænse, hvilke rettigheder og forpligtelser maskiner har som kammerater og ikke blot som værktøjer – både fra et organisatorisk og institutionelt perspektiv vil forme udviklingen af samspillet mellem menneske og maskine.
At muliggøre denne udvikling af vores forhold til andre – både mennesker og maskiner – er afgørende for vores fortsatte vækst. Grænsen for, hvor langt vi kan nå med underkuelse, er for længst nået.
Hvis vi skal revitalisere menneskets fremskridt, vil det kræve, at vi udvider rammerne for vores moral, fantasi, skabertrang og samvirke: med mennesker, med naturen og helt sikkert også med maskiner.
Innovation og fremtidige dimensioner af de menneskelige samfund afhænger af det.
Martin Skibsted er global partner i Manyone
