Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning.

Verdens vigtigste forfatter gør os klogere på krigens anatomi og den russiske sjæl

At historien hjælper os til at forstå de skred, der sker i vores samtid, er ikke ukendt. Med »Krigen har ikke et kvindeligt ansigt« får vi et nyt og nødvendigt blik på den igangværende krig.

Den kvindelige nobelprismodtager Svetlana Aleksijevitj står bag bogen »Krigen har ikke et kvindeligt ansigt« fra 1985, hvor hun giver de kvindelige kæmpere i krigen en stemme. Fold sammen
Læs mere
Foto: Janerik Henriksson/Reuters/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Krig bekendtgør begyndelsen på en ny virkelighed. Ingen havde vel for kort tid siden forestillet sig Sverige og Finland på vej ind i NATO. For et koldkrigsbarn som mig er det på mange måder svært begribeligt, at den form for krig ikke er et overstået kapitel. Men tiden kalder på at blive klogere på krig.

Krig set gennem russiske kvinders historier

Jeg har naturligvis læst bøger om både Første og Anden Verdenskrig, ligesom Vietnamkrigen står prægnant i min bevidsthed.

Men min indsigt i russisk historie er mere begrænset. Det var for eksempel helt nyt for mig, at en million russiske kvinder meldte sig til Den Røde Hær under Anden Verdenskrig og kæmpede som snigskytter, partisaner og piloter side om side med de mandlige soldater.

»Krigen har ikke et kvindeligt ansigt« af Svetlana Aleksijevitj fra 1985 er højaktuel med krigen i Ukraine. Fold sammen
Læs mere
Foto: Forlaget Palomar.

Disse kvinder giver nobelprismodtageren Svetlana Aleksijevitj stemme i romanen »Krigen har ikke et kvindeligt ansigt« fra 1985. Bogen bygger på et meget stort antal autentiske vidnesbyrd – og det er som at lytte til et kor af stemmer, smukt dirigeret af hendes pen.

En vigtig nøgle til at forstå nutiden

Aleksijevitj, som er blevet betegnet som verdens vigtigste forfatter, skriver til os fra en unik udsigtspost, idet hun er født i den ukrainske by Ivano-Frankivsk, opvokset i Belarus, men siden 2000 har levet i eksil. Hun giver i et letlæseligt sprog et blik ind i den russiske sjæl.

Bogen handler om at være kvinde i krig. Men i centrum står selve krigens anatomi. Aleksijevitj har brugt mange år på at gå på opdagelse i krigens verden. En verden, som indeholder smerte, had, fristelse, men også ømhed og forfærdelse.

»Jeg forsøgte at forstå forskellen mellem død og drab, og hvor grænsen går mellem det menneskelige og det umenneskelige. Hvordan mennesker kan holde ud at være alene med den vanvittige tanke, at de kan dræbe et andet menneske.«

Krigens kvinder blev efterladt og glemt

Krig lader ikke nogen uberørt – hverken mænd eller kvinder. Men kvindernes skæbne var ubegribeligt hård. De blev ikke modtaget som helte, da de vendte hjem. De blev modtaget med mistro grænsende til foragt – for hvilken kvinde vil frivilligt drage i krig? Og hvad er der egentlig foregået, mens de har arbejdet og levet side om side med mændene?

»Piger(ne) forblev jo næsten alle sammen enlige. Blev aldrig gift. De bor i fælleslejlighederne. Hvem tog sig af dem? Hvem forsvarede dem? Hvor blev I alle sammen af efter krigen? I forrædere!«

Så mændene var helte – og attraktive ægtemænd. Kvinderne var brændemærket og kunne kun overleve gennem at tie, men får med Aleksijevitj en stemme og et vigtigt vidnesbyrd, som giver krigen et kvindeligt ansigt. Et ansigt, som er fremmedartet, men også meget smukt og rørende.

Surrealistisk læsning med den nuværende krig som bagtæppe

Bogen kan læses i rækken af bøger, som i disse år skrives for at sikre kvindernes perspektiv. Men den kan også læses som en vej til at forstå mere af den russiske sjæl. Det er næsten surrealistisk læsning med den nuværende krig som bagtæppe, fordi Den Røde Hær, der kæmpede så indædt for frihed og gennemlevede umenneskelige lidelser for fædrelandet, er de samme mennesker, som i dag bekæmper hinanden lige så indædt, som de engang stod skulder ved skulder med.

Romanen er hård læsning – ikke mindst med de mange skæbner, som lige nu-og-her kæmper i Ukraine i baghovedet. Det er en indsigt, som er brutal, men nok også nødvendig, hvis man ikke ønsker at vende det blinde øje til, hvor dybe spor krig trækker.

Som Tamara Stepanovne Umnjagina udtrykker det:

»Efter krigen var jeg længe bange for himlen, for så meget som at vende blikket mod himlen. Jeg var bange for at se på en pløjet mark. Men rågerne spankulerede roligt rundt derude. Fuglene var hurtige til at glemme krigen …«

»Krigen har ikke et kvindeligt ansigt« er udkommet på forlaget Palomar og er oversat af lektor Tine Roesen