Det er et centralt element i det nye SVM-regeringsgrundlag, at Danmark skal være en førende nation for iværksætteri.
Det hedder således i regeringsgrundlaget, at der skal fremlægges en iværksætterstrategi, som skal styrke iværksætteri i hele Danmark og herunder gøre det lettere for danskerne at investere i iværksættervirksomheder samt lettere at tiltrække kapital. Der sættes yderligere turbo på, når erhvervsminister Morten Bødskov (S) i Berlingske Business (13. januar) proklamerer, at Danmark skal være verdens bedste land for iværksættere.
Ambitionen fortjener ros.
Der er dog et stort »men«, som skal adresseres, hvis ikke strategien skal fremstå naiv og urealistisk. Jeg taler her om inddragelse af skattepolitikken.
Uanset de velmenende ambitioner vil målsætningen blandt andet stå over for væsentlige udfordringer som direkte udspringer af vores skattesystem. Det er klart, at ingen investeringer skal være drevet alene af de skattemæssige forhold. Men vi må heller ikke være naive og tro, at beskatningen ikke spiller ind på menneskers beslutninger.
Det er således ikke tilstrækkeligt at fokusere på de bløde forhold, når vi ønsker en udbredt iværksætterkultur og iværksætteri i verdensklasse. Skattereglerne må og skal indtænkes.
Derfor må ambitionen som mindstemål tillige få følgeskab af en politik for skat og iværksætteri – eller endnu bedre: en politik for erhvervsbeskatning.
Med dette indlæg ønsker jeg at kaste lys på nogle af de åbenlyse udfordringer, som skattesystemet lægger i vejen for ambitionerne. Håbet er, at der denne gang kommer handling bag ordene, så chancerne for opfyldelse af Danmarks potentiale forøges.
Inden jeg nedenfor nævner meget konkrete regler, som rammer skævt, må det fremhæves, at vi også i Danmark har følgende udfordringer, som generelt virker hæmmende også på iværksætteriet:
– Skattelovgivningen er uhyre kompleks og omfattende.
– Manglen på stabilitet i skattesystemet og betydelig signalforvirring.
– Der er en så udbredt mistillid, at alt kan fremstilles som et skattehul, der skal lukkes, hvilket oftest sker via uproportionale værnsregler, som rammer betydeligt videre end formålet tilsiger.
Som konkrete eksempler på de egentlige benspænd fremhæver jeg nedenfor nogle af de udfordringer, som konkrete skatteregler kan give for iværksættere og disse investorer.
1. De underskud, som en typisk iværksættervirksomhed opnår, kan man kun få lov at udnytte skattemæssigt over en længere årrække. Dette kan føre til, at man skal betale skat af en eventuel indtjening eller fortjeneste, selvom man i realiteten slet ikke har tjent penge samlet set.
2. Vejen mod at få et fradrag for omkostninger kan være lang, idet Skattestyrelsen i betydeligt omfang forsøger at indsnævre adgangen til at kunne fratrække udgifter, herunder forsknings- og udviklingsomkostninger.
3. Med- eller geninvestering ved iværksætteres vækstrejse sammen med nye partnere kan medføre dobbeltbeskatning af iværksætteren som følge af en særregel. En regel som ellers skal forhindre, at udenlandske kapitalfonde og koncerner kan undgå dansk skat af udbytte gennem sindrige konstruktioner. Den praktiske virkelighed er, at mange iværksættere baseret på denne regel bliver forhindret i at med-/geninvestere i deres egne virksomheder, når der kommer investorer med ombord.
4. Den såkaldte »fantomskat«, som indebærer, at en iværksætter ved salg kan ende med at betale en skat af en gevinst, man aldrig nogensinde ser skyggen af, og hvor et efterfølgende fradrag ikke kan bruges til noget.
5. Den udbredte brug af såkaldt lagerbeskatning, hvor værdien af børsnoterede aktier (her konkret de små vækstselskaber på blandt andet First North, hvor iværksætterne ofte ejer deres aktier gennem personlige holdingselskaber), skal beskattes løbende af værditilvæksten. Hvis kursen på en aktie efterfølgende falder (hvilket kan skyldes salg til af kunne finansiere lagerskatten), kan et sådant værdifald resultere i et underskud, som iværksætteren gennem sit holdingselskab næppe kan få den store gavn af, før der atter sker værdistigninger på aktien. Dermed stilles den iværksætter, som vælger børsvejen, reelt således, at der betales skat af en gevinst, man aldrig har haft, og som man skal være heldig at genindvinde.
6. Fra det lidt mere sofistikerede hjørne kan nævnes, at iværksætteri ofte kalder på innovative tilgange til finansiering. Et eksempel er de såkaldte SAFEs, som er en forkortelse for Simpel Agreement for Future Equity, som der endnu ikke er endelig skattemæssig klarhed over. Et andet velkendt instrument til at finansiere iværksættervirksomheder er konvertible obligationer, som er et gældsbrev, der senere kan konverteres til aktier. Konvertible obligationer behandles meget hårdt i skattemæssig henseende. Dette betyder blandt andet, at en investor, der yder et lån i form af en konvertibel obligation til en opstartsvirksomhed, kan komme i den situation, at selve konverteringen fra lån til aktier i sig selv udløser en skat, som om man havde solgt sine aktier. Dette fremmer heller ikke ligefrem lysten til at finansiere iværksætteri.
Som nævnt er listen meget længere og tjener da også alene til vise, at ambitionen om at gøre Danmark til verdens bedste land i forhold til iværksætteri ganske enkelt bliver nødt til at forholde sig til skattemæssige benspænd og reparere disse.
Nu vi er ved de lønlige håb – og nu ved jeg godt, jeg spænder buen – så ser vi direkte skattemæssige incitamenter i andre lande, som skal gøre det mere attraktivt for befolkningen at investere i iværksætteri for eksempel gennem et særligt fradrag eller andet.
Kunne man forsigtigt ønske sig noget lignende i Danmark?