Når vi skal lave bouillabaisse, den klassiske sydfranske fiskesuppe, kan vi opregne hvilke og hvor mange af havets goder, der skal i. Hvilke krydderier og grøntsager. Ved hvilken temperatur den skal tilberedes og over hvor lang tid. Vi kan endda, hvis vi går meget minutiøst til værks, definere hvilken type gryde, der skal anvendes, og hvilken størrelse hullerne i sien skal have.
Men lige meget hvor metodisk vi be- og nedskriver, kan vi ikke videreformidle smagen. Tag en flaske vin. Gennemanalysér den; det siger ikke meget om oplevelsen ved at drikke den. Eller et maleri. Lærredets størrelse, oliefarverne eller rammen siger intet om oplevelsen ved at kigge på det.
Vores nogle gange næsegrus tilbedelse af big data kan derfor undre. For selv om et talmateriale kan vise meget, så bliver fremstillingen ofte endimensionel. Og måske derfor ikke det bedste grundlag at træffe dispositioner på.
Adam Estrup »Svaret på livets (og en lang række andre) spørgsmål er mere end tal og regneark. Mere end de svar, selv de dybeste søer af data kan levere«
Jo, det giver mening, når vi udvikler vacciner, beregner broer og bygger huse. Men der er også sammenhænge, hvor selv de mest omfattende datasæt ikke kan afspejle virkeligheden. Tag meningsmålinger op til valg. Sikre forudsigelser bliver gjort til skamme, når vi har været i stemmeboksen. Selvom vi har masser af data fra tidligere valg og avancerede matematiske modeller at proppe dem ind i. Trump kunne ikke vinde i 2016.
En begavet fremstilling af vores datamæssige myopi finder vi i Christian Madsbjergs fremragende bog »Sensemaking – Et forsvar for menneskelig intelligens«.
Christian Madsbjerg er medstifter af konsulenthuset ReD Associates, der rådgiver med udgangspunkt i blandt andet antropologi og sociologi – og han kalder vores besættelse af algoritmer og big data foruroligende. Han argumenterer for, at menneskelige egenskaber og intelligens skal med på råd, hvis vi for alvor skal flytte os. Verden kan ikke beskrives alene i et regneark, men skal opregnes sammen med oplevelsen af det, der er i gryden, i flasken eller på lærredet.
Med eksempler som superinvestoren George Soros' de facto nedslagtning af Bank of England i 1992 argumenterer Madsbjerg, blandt mange andre ting, for, at vi skal bruge både »tynde« og »tykke« data, når vi agerer. »Tynde« data er dem, der kan befolke vores matematiske modeller – big data – mens de »tykke« data er vores kontekstuelle viden. I Soros' tilfælde var det hans læsning af den britiske finansministers oppustede ego under forberedelserne til indførelsen af euroen, der katapulterede den ungarskfødte investor op i superligaen.
I Douglas Adams' satiriske science fiction-epos »The Hitchhiker's Guide to the Galaxy« konkluderer supercomputeren Deep Thought, at svaret på livets spørgsmål er »42«. Deep Thought har spekuleret i 7,5 millioner år, og der er ikke overraskende stor festivitas på afsløringsdagen for the »Answer to the Ultimate Question of Life, the Universe, and Everything«.
Men selskabeligheden får ende, da de festende indser, at de har glemt spørgsmålet. Svaret er blevet arbitrært. Deep Thought designer så en ny og større computer – Jorden – der imidlertid, umiddelbart før programmet afsluttes, bliver sprængt i luften til fordel for en interstellar omfartsvej. Hvilket så er afsæt for 832 siders sprogblomstrende samfundssatire. Plottet er noget med mus. Også stærkt anbefalelsesværdig!
Adams' budskab er naturligvis det samme som Madsbergs: At svaret på livets (og en lang række andre) spørgsmål er mere end tal og regneark. Mere end de svar, selv de dybeste søer af data kan levere. At vi er nødt til at se ud over tallene for at få en dybere forståelse af vores udfordringer og muligheder.
