De er der over det hele – kriserne. Energikrise, landbrugskrise, klimakrise, boligkrise, sundhedskrise, samfundskrise, den økonomiske krise og ja – coronakrisen. Og kriseretorikken følger med.
I politik og på job hører vi argumenter for, hvad der er »nødvendigt« at gøre, og for de fleste af os føles det formentlig helt naturligt at gøre nødvendige og endda ekstreme ting i en krisesituation.
Men er de virkelig alle krisesituationer, eller er det en manipulerende vinkling fra magthavernes side? Det kan være ekstremt svært at afgøre, men antallet af »kriser« i den offentlige debat har fået mig til at spekulere over, om det er bevidst manipulation eller tilfældigheder.
I netop krisernes tegn begyndte jeg for nogle uger siden at læse Michael Ignatieffs bog »Om trøst«, og det var der, jeg for alvor indså, hvor meget politikere bruger ordet »krisen« som retorisk greb, når de taler om fakta og negativ udvikling inden for forskellige områder i samfundet – og på mange måder altid har gjort det.
Med historiske og filosofiske eksempler fra verdenshistorien viser Ignatieff, hvordan vi mennesker altid har villet vinkle og fortolke fakta for dels selv at forstå en situation på en bestemt måde og dels for at overbevise andre om, hvad de skal gøre og tænke.
Dit mentale alarmberedskab aktiveres
Magthaveres redskab til at påvirke er blandt andet sproget. Sprog aktiverer et bestemt sæt af følelser hos modtageren, der får os til at acceptere anbefalinger og beslutninger. Derfor vil der være ret stor forskel på din reaktion, hvis nogen siger, at det er en »krise« versus »en kompleks situation«. Det komplekse er sprogligt neutralt, og krisen aktiverer frygt og negativitet.
Når øjet læser ordet »krise«, går hjernen i overlevelsesberedskab. Det kan få os til at tilsidesætte rationel tænkning og få os til at gøre eller tænke ting, vi ellers ikke ville. Og det kan især magthavere udnytte, hvis ikke vi er vågne og stiller os kritisk til ordene.
Selvom vi er rationelle væsner, responderer hjernen hurtigere på de ord, der vækker enten negative eller positive følelser.
Omtale kan betyde mere end fakta
Det mener især den amerikanske lingvist George Lakoff, der er kendt for sin forskning i framing, og hans utvetydige konklusion er, at det ofte betyder meget mere i en beslutningsproces, hvordan vi omtaler noget end, hvad der egentlig er rå, ubearbejdede fakta. Lidt skræmmende, hvis man tænker over, hvor stor en forskel et enkelt ord kan gøre.
Derfor vil jeg gerne opfordre til, at vi som afsendere af kommunikation tænker os om og finder det mest præcise ord til at beskrive en situation og ikke unødigt skaber frygt og negative reaktioner.
Det gælder først og fremmest magthavere, men selvfølgelig har vi alle et personligt ansvar i vores daglige kommunikation hjemme og på job.
Stil dig kritisk, fundér over motiver og vær opmærksom på, at ord smitter.
Tilbage til de mange kriser: Om det er tilfældigt, at så mange politikere bruger ordet »krise« netop nu for at manipulere, eller det skyldes, at sprog smitter, er svært for mig at afgøre.
Men det er værd at være opmærksom på, at sprog smitter, og det er derfor, at det er så svært at komme ud af krisekarrusellen, når den først er startet. Derfor vil jeg opfordre til, at du:
1. Stiller dig kritisk over for de ord, du hører. Er det det bedste ord til at beskrive fakta?
2. Fundér over, hvilke motiver der ligger bag fra afsenderens side?
3. Vær opmærksom på, at ord smitter. Neuroner i hjernen sørger for, at vi spejler andres ord og handlinger.
Mette Højen Wiik er erhvervsretoriker
