Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning.

Velfærdens hylekor slår til igen – perfekt timing at skære dybt i støtten til nyuddannede

Det er lettere og mere effektivt at lave den slags reformer, som Venstre-formanden foreslår, når tiderne er gode, og virksomhederne skriger på arbejdskraft. Lad os give de nyuddannede et konstruktivt puf til at udnytte den lave ledighed til at veksle ledighed med det første spændende job.

Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, har et konstruktivt forslag om at skære i dimittendsatsen. Unge burde kunne finde et job lige efter afslutningen på uddannelsen med den lave ledighed. Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Ladefoged
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Overdrivelse fremmer ikke altid forståelsen.

»Det er farligt, når Venstre vil skære drastisk i dimittendsatsen, for så er vi inde at skære i bardunerne, der holder på hele den danske model. Dermed risikerer vi også, at det er en bombe under velfærdssamfundet,« skriver Henning Thiesen, formand for Djøf, på Twitter i anledning af, at Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, vil sende flere penge efter klimakampen ved at skære 4.000 kroner af den ydelse, som færdiguddannede unversitetskandidater har adgang til i dagpengesystemet.

I dag er den månedlige dimittendsats på 15.844 kroner for en forsørger og 13.815 kroner for en ikkeforsørger. Venstre vil sætte satsen ned, så den i stedet lander på 11.600 kroner for en forsørger og 9.555 kroner for en ikkeforsørger – en beskæring på godt 30 procent. Facit er en besparelse på 1,7 milliarder kroner, der skal skydes i den grønne omstilling.

Det er ganske godt gået af Venstres formand, at han omsider skyder et konkret reformforslag afsted, om end Ellemann-Jensen ikke kun fortjener ros. Det er uskønt, at Ellemann-Jensen med det samme bruger de penge, han skaffer via reformer, til nye offentlige udgifter. Det ligner mest socialdemokratisk økonomisk politik, hvor senest Arne-reformen blandt andet skulle betales af en særskat på bankerne – eller deres kunder.

Ædle mål finansieres med nye skatter

Det er uskønt, når Socialdemokrater finansierer ædle formål med nye skatter, og det er uskønt, at et godt reformforslag, der øger arbejdsudbuddet og sænker ledigheden, skal pakkes ind i andre ædle ambitioner, der handler om noget helt andet. Var der nogen logik, kunne de 1,7 milliarder kroner i provenu med mindst lige så god begrundelse bruges til at sænke skatten på arbejde – eller i det mindste øremærkes en grøn skattereform.

Der skal nok være dem, som undrer sig over det støjende politiske hylekor, som rejser sig fra Djøf, Akademikernes Centralorganisation (AC), SF, Enhedslisten og andre, som udnævner forslaget til et angreb på grundpillerne i velfærdssamfundet. Den mindste tilpasning eller justering af velfærden udløser en automatreaktion, hvor de negative konsekvenser blæses ud af proportioner. Fire årtiers reformpolitik har sikret finansieringen af verdens største velfærdssamfund frem for at afskaffe modellen.

En slags ærlighed fra Pia Olsen Dyhr

I det mindste er der en slags ærlighed om, hvad det egentlig handler om fra SFs formand, Pia Olsen Dyhr.

»Venstre angriber solidariteten i hele vores dagpengesystem med forslaget om at skære i dimittendsatserne. Vi risikerer, at færre melder sig i a-kasse, og derved svækkes den danske model. Helt skævt!,« skriver hun på Twitter.

Dimittendsatser handler om mere end at belønne færdiguddannede universitetskandidater med en ydelse, der er mere end dobbelt så høj som SU. Dimittendsatser kan kaldes en slags statsinvestering i at lokke unge kandidater til at melde sig ind i en a-kasse.

Thomas Bernt Henriksen er erhvervsredaktør på Berlingske. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

På den måde er dimittendsatsen en slags direkte statsstøtte til a-kasserne og fagforeningerne.

Den form for statsstøtte skal naturligvis holdes oppe imod, hvad den betyder for arbejdsmarkedet i form af kunstig høj ledighed blandt nyuddannede akademikere og dermed tab af velstand og arbejdskraft.

Flugter med Nina Smiths anbefalinger

Ellemanns forslag flugter fuldstændig med anbefalingerne fra Dagpengekommissionen fra 2015.

»I litteraturen er der stærk evidens for, at både kortere ydelsesperioder og lavere satser øger afgangen fra ledighed til beskæftigelse for den samlede gruppe af ledige. Ligeledes øger retten til at modtage en ydelse overgangen til ledighed, jf. Andersen, Svarer og Vejlin (2015),« skrev kommissionen og tilføjede:

»Der er en tendens til, at disse effekter er større for unge og dermed også for en stor andel af de nyuddannede. Det kan derfor være hensigtsmæssigt at styrke studerendes tilskyndelse til effektiv jobsøgning, når uddannelsen nærmer sig sin afslutning,« konkluderede kommissionen i 2015.

Kommissionen havde i øvrigt professor Nina Smith som formand. Hun er i dag formand for den kommission, der skal finde nye reformveje.

Det hører med, at Dagpengekommissionen havde en mere nænsom nedsættelse af dimittendsatsen i tankerne, men retningen er den samme, og logikken er den samme, som Ellemann foreslår. Mon ikke Nina Smiths kommission dengang ønskede at fremlægge et forslag, der var politisk gangbart?

118 procent mere end SU

Selvfølgelig skal man kunne tage en debat om en sats, der er 118 procent højere end SU. Blandt juristerne og økonomerne i Djøf er ledigheden lige nu 4,1 procent, mens ledigheden blandt de nyuddannede er 19,3 procent. Dimittendledigheden vil altid være højere blandt nyuddannede, men skal den være fem gange så høj?

Forsvarerne af den høje dimittendsats skal argumentere ærligt.

Vi har fattet, at en del af forsvaret for dimittendsatsen handler om at yde statsstøtte til a-kasserne.

De må også svare på, hvad den saglige begrundelse er for at give nyuddannede universitetskandidater et ydelseshop på over 100 procent, fordi de har færdiggjort deres uddannelse. De studerende har netop i fem eller seks år fået en gratis uddannelse af skatteyderne med et stipendium oveni fra de samme skatteydere.

Vi er et rigt samfund, så lad gå, at et politisk flertal gerne vil kvittere for en bestået uddannelse med lidt ekstra på kontoen, mens man søger job. Men logikken må også være, at man jo ikke pludselig har mange flere udgifter, fordi man lige har bestået sin uddannelse.

Og dog.

Formanden for de 447.000 akademikere i AC, Lars Qvistgaard, peger på, at nyuddannede kan blive hældt ud af deres kollegium eller ungdomsbolig.

»Venstres forslag om at skære i de nyuddannedes dagpenge er kortsigtet og generationstyveri. Ingen kommer hurtigere i job, fordi de ikke kan betale husleje. Tværtimod, risikerer yderligere nedskæringer at slå bunden ud af dagpengesystemet,« skriver han.

Den årlige analyse om ungdomsboliger, som er udgivet af Danmarks Almene Boliger, fortæller, at cirka 20 procent af de godt 100.000 studerende på korte eller lange videregående uddannelser bor i almene leje- eller kollegieboliger med en lav husleje på cirka 3.000-4.000 kroner om måneden. Den samme rapport beretter om tårnhøj mobilitet, så to ud af fem ungdomsboliger får en ny lejer hvert år. Huslejeargumentet holder ikke for alle studerende. Slet ikke, og særlige problemer kan der som regel findes særlige løsninger på.

Økonomerne må finde svar

Økonomerne må hjælpe med at finde et svar på, hvad der er et samfundsøkonomisk fornuftigt niveau for dimittendsatsen. Forslaget fra Dagpengekommissionen om at skære dimittendsatsen ned fra 82 procent af den maksimale dagpengesats til 78 procent ser lidt småt ud.

Økonomerne – eventuelt vismændene – må have en opdateret mening om Ellemanns forslag.

Timingen er ideel. Virksomhederne skriger på arbejdskraft. Det er lettere og mere effektivt at lave den slags reformer, som Ellemann foreslår, når tiderne er gode, og når virksomhederne skriger på arbejdskraft. Lad os give de nyuddannede et konstruktivt puf til at udnytte den lave ledighed til at veksle ledighed med det første spændende job.

Det danske arbejdsmarkeds styrke er flexicurity. Det er ikke så vigtigt, hvilket job en nyuddannet lander i første gang, for kernen i den danske arbejdsmarkedsmodel er, at det skal være let at skifte job. Danmark er et af de lande i verden, som har den største jobomsætning, nemlig 750.000-800.000 jobåbninger årligt.

Argumenterne for at holde nyuddannede kunstigt ledige er svage.