Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning.

Valgets store taber var Danmarks innovationskraft

Hvis vi skal løsne den gordiske knude, hvor borgere, politikere og erhvervslivet holder hinanden i skak, skal der nye løsninger til, som gentænker selve måden, vi styrer vores fremtid på og tilpasser os nye udfordringer. Det er egentlig selve demokratiet, der bør gentænkes.

NAV - Jens Martin Skibsted Fold sammen
Læs mere
Foto: PR Rainer Hosch
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det har ikke skortet på store problemer i valgkampen. Klimakrise, sundhedskrise, energikrise og økonomisk krise topper listen over emner, partierne har peget på. Til gengæld har der været forbløffende få bud på, hvordan vi løser problemerne på nye måder. Nogle politikere peger på øgede offentlige udgifter, andre peger på mere lovgivning … og andre igen håber, at (ukendt og ufinansieret) ny teknologi skal redde os engang i fremtiden. Men vi ser ingen, der peger på, at selve den måde vores demokrati fungerer på – den måde vi træffer fælles beslutninger på – skal fornyes.

Vi er fanget i et – bogstaveligt talt – arkaisk politisk system, som ikke er indrettet til hverken hurtige eller langsigtede udfordringer. Tag den grønne omstilling: Borgerne og virksomhederne venter på, at politikerne skal regulere, de folkevalgte politikere venter på, at borgerne og virksomhederne efterspørger mere lovgivning på området, alt imens erhvervslivet venter på, at de grønne løsninger bliver konkurrencedygtige ved hjælp af lovkrav, og at borgerne vil betale en merpris for grønne produkter. Det er en gordisk knude, som skal løsnes på ekstrem kort tid. Fordi global opvarmning ikke venter; uret tikker.

Til nye, store og vanskelige problemer skal der innovation til. Det ved erhvervslivet. I så godt som alle brancher dør firmaer, der ikke fornyer sig selv, endda i accelererende grad. Innovationskraft – evnen til at få ideer og omsætte dem til værdi – måles og figurerer i firmaernes årsregnskaber og prospekter. Det gør dem nemlig stærkere og fremtidssikrede. Uden handling på innovation, ingen investeringslyst. Det gælder for iværksættere. Det gælder for vores små og mellemstore virksomheder, som skal kæmpe for at være relevante i en globaliseret verden. Også ikoniske danske virksomheder som Danfoss, Novo Nordisk og LEGO ved, at hvis de styrker deres innovationsarbejde, kan de vinde markedsandele og overhale konkurrenterne.

Skulle man derimod måle vores politiske partier ud fra deres innovationskraft, ville de nok alle dumpe. (Den eneste undtagelse er måske Alternativet, som ironisk nok er det parti, erhvervslivet har sværest ved at se sig selv i). Hårdt trukket op overlever partierne kun i kraft af et stagneret demokratisk system, som belønner stabilitet og forudsigelighed over nytænkning.

De ophobede kriser tydeliggør, at vores demokratiske model er ude af stand til at følge med og reelt at adressere de presserende problemer, der udfordrer vores langsigtede velfærd, velstand og selve planetens fremtid. Vi ser i dag en politisk kultur, som mangler et begreb for innovation – en kultur, hvor nytænkning ikke bliver taget alvorligt. Politikere, der fremsætter radikalt nye ideer, udsætter nemt sig selv for latterliggørelse.

Det så ellers lyst ud denne uge med flere nye partier og en omkalfatring af styrkeforholdene, men Folketingets nye partier rummer ingen reel fornyelse. De samme gammelkendte politikere står i spidsen uden nye visioner og løsninger. En kæmpe forpasset mulighed: Små nye organisationer er netop genvejen til radikal fornyelse i forretningsverdenen. De nye partier er disruptive i den forstand, at de ændrer de politiske magtforhold og fløje. Men disruption i sig selv er ikke innovation. Kreativ destruktion kræver, at der sættes noget nyt i stedet, efter at det gamle er ødelagt. Vi ser stagnation på nye flasker.

Valgets ravage kalder på nytænkning

Skal vi løsne den gordiske knude, hvor borgere, politikere og erhvervslivet holder hinanden i skak, skal der også nye løsninger til, som gentænker selve måden, vi styrer vores fremtid på og tilpasser os nye udfordringer. Hvis vi starter helt fra roden, er det selve demokratiet, der bør gentænkes. Her er tre bud af mange mulige:

Opgør med valghandlingen: Er folkestyrets problem i virkeligheden selve valghandlingen og den deraf følgende opportunisme? De fleste valgprocesser sikrer ikke nødvendigvis, at almindelige borgere bliver beslutningstagere. Et demokrati skal være styret af folket og repræsentere det bredt, javist, men ikke nødvendigvis af valgte politikere. Der har flere steder i verden været positive forsøg med at udskifte politikerne efter et tilfældighedsprincip ligesom en jury ved domstolene. Ifølge den amerikanske politolog Bernd Reiter finder den slags »folkepolitikere« oftere mere pragmatiske løsninger, som ikke er styret af tilfældige folkestemninger eller af lobbyister og særinteresser. De er heller ikke bange for ikke at blive genvalgt – for det er alligevel ikke en mulighed – og derfor tør de også træffe svære og langsigtede beslutninger, der er upopulære.

Implementering, ikke råd: Den danske regering har brystet sig af at skabe vækstteams, kommissioner, klimapartnerskaber og andre råd, som involverer erhvervslivet i at foreslå nye løsninger inden for alt fra digitalisering til grøn omstilling. Men arbejdsdelingen er sådan, at topledere og eksperter rådgiver, og så kan regeringen dernæst hælde det hele ned ad brættet eller plukke enkeltløsninger efter forgodtbefindende. Yderst sjældent modsvarer det politiske svar det ambitionsniveau og den tidshorisont, de respektive udvalg har foreslået. Hvorfor ikke skabe institutioner med ansvar for langsigtet implementering på tværs af valgperioder? Hvis vi kan have en uafhængig nationalbank for at sikre vores økonomi mod politisk pres, kan vi vel også have en uafhængig klimainstitution for at sikre vores klimaindsats mod det samme?

Policy cocktails: Det ideologiske spektrum fra blå til rød betyder, at det snart sagt er umuligt at finde fornuftige politiske løsninger fra hver lejr ved hjælp af kompromisser. Men kunne man regere hen over midten efter andre maksimer og finde kombinationseffekter på tværs af ideologier? Kunne man eksempelvis, for at effektivisere det offentlige bureaukrati, kombinere en tilsyneladende blå løsning som flad skat med en tilsyneladende rød som borgerløn? Den danske flexicurity-model er produktet af en sådan cocktaileffekt. Så kan succesen vel reproduceres metodisk?

Tænk selv videre – mulighederne er uendelige.

Kriserne presser sig på. Innovation tåler ikke at tabe endnu et valg. Vores demokrati skal fornyes indefra og ligesom erhvervslivet tilegne sig en innovationskultur for at overleve og blive bedre.