Jeg kan godt lide bordplaner.

Ikke bare fordi planen sparer gæsterne for den pinagtige kamp om de gode pladser. Men også fordi man i planen får et praj om, hvem man er i værtens øjne.

Er jeg hende, der skal sætte lidt fut i det kedelige hjørne? Eller hende hvis samfundskritiske betragtninger skal overdøves af selskabet sjove fyr? En bordplan er en personlighedsvurdering udført af bekendte.

Én gang mere og jeg har hattrick i pladsen ved siden af CBS'eren. Måske har han ikke læst på CBS, men I kender typen.

Første gang var jeg først lidt afventende og lyttende i den indledende smalltalk. Det skulle jeg ikke have været. Det blev fortolket som vaghed og manglende retning i livet. Når CBS'eren mærker det, farer der en coach i ham. Vi nåede ikke til hovedretten, før der lå en plan for, hvordan jeg er biskop inden 2027. En plan der sikkert nemt kunne sættes ind i et excelark, hvis jeg havde bedt om det.

Klog af skade gik jeg derfor anderledes offensivt til værks, da jeg næste gang fik en CBS-bordherre.

Ham her var virkelig fra CBS, og det snød mig. Jeg nåede ikke at få noget i glasset, før jeg ville vide, hvad næste trin i hans karriereplan var. Han kiggede ængsteligt på mig og svarede tøvende, at han ikke havde den slags planer.

Hvis han skulle skifte job, ville han i hvert fald ikke længere op ad stigen, kun et trin til siden.

Da jeg hørte det, fór der en sjælesørger i mig.

Jeg var sikker på, at jeg sad med et livstræt menneske, som havde mistet gejsten. Der tog jeg fejl. Han var ganske enkelt bare glad for sit arbejde.

Hvis han rykkede længere op, ville han blive chef for en hel del, og der var en historik med, at hans chefer sad lidt løst på stolen. De var de første til at blive fyret, også selvom alle kunne se, at de dårlige resultater skyldtes konjunkturer eller andet udefrakommende. Men, som han tørt tilføjede, den historie mener de ikke, at kunderne kan forstå, derfor fortæller de hellere historien om den nye, dygtige chef.

Den mekanisme, som han beskrev, er naturligvis ikke kun gældende på hans arbejdsplads. Den findes i de fleste menneskelige fællesskaber.

I Bibelen har den et navn: Syndebuk.

Navnet syndebuk kommer fra et ritual, som beskrives i Det Gamle Testamente. En gang om året samles folket, og præsten tager alle deres synder og lægger dem på en gedebuk. Så slår præsten bukken så hårdt, at den løber langt væk ud i ørkenen. Geden dør, men folket får en ny start. Alle er nulstillede og frie. Fællesskabet er genoprettet.

Det er synd for geden, alligevel er det oldgamle ritual mere sympatisk og menneskeligt end den moderne version.

I den gamle version er det tydeligt for alle, at geden er uskyldig. En spade er en spade, min skyld er stadig min skyld, men fællesskabet har besluttet, at min skyld er tilgivet, når geden flygter.

I dag er syndebukken altid et menneske, og vi digter en historie om, at det ene menneske eller den ene gruppe er skyld i alt, hvad der er skidt. Ofte ved vi godt, at det er en løgn eller i bedste fald en unuanceret forsimpling af virkeligheden. For fællesskabets skyld accepterer vi fortællingen.

Af nyere dato har vi et oplagt eksempel på en politisk syndebuk i Mogens Jensen (S), da han måtte træde tilbage fra sin stilling som fødevareminister. Der kunne nævnes mange chefer, fodboldtrænere, skoleledere og skolelærere, ja, generelt folk, der stiller sig frem og tager et ansvar, risikerer at blive syndebukke. Uskyldige ofre for fællesskabet.

Den mest kendte af alle syndebukke er Jesus. Vi får historien her i påsken. Først var han helten, så vendte folkestemningen på en tallerken, og han blev uskyldigt henrettet. Men hvor gedebukken dør og bliver til støv i ørkenen, opstod Jesus og vendte tilbage til det folk, som havde dræbt ham.

Selvom man ikke tror på Jesus’ tilbagevending, har påsken et budskab, der er relevant for alle.

Vi skal stoppe med at udpege syndebukke.

Vi skal ikke skyde skylden på andre, men stå ved os selv og vores handlinger. Man lærer meget mere af sine fejltrin end af alle pletskuddene, men man kan selvsagt ikke lære noget, hvis man lægger det over på andre. Det bliver et giftigt fællesskab, hvor ingen tør være skyldige.

Man begynder at holde regnskab med andres fejl, så man har sin ammunition i orden, når nogen i organisationen begynder at lede efter en ny syndebuk. De mest menneskelige organisationer er dem, hvor man accepterer, at det er menneskeligt at fejle. Her vil man orientere sig fremad og vide, at det gode, jeg kan gøre i morgen, er meget vigtigere end det, jeg gjorde galt i går.