Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning.

Tre ting du ikke vidste om mig – måske

Jeg samler på gode historier og mærkelige oplevelser, og når jeg kigger tilbage på hver eneste, er det, som om der var en mening med dem alle – som perler på en snor passer de ind i en større kæde, man først kan overskue til sidst.

Frederikke Antonie Schmidt står bag skodesignet Roccamore. Fold sammen
Læs mere
Foto: Marie Hald
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Da jeg var lille, legede jeg ofte for mig selv. Jeg var enebarn og havde det egentlig fedt med det. Indtil jeg blev optaget i et cirkus og begyndte at rejse rundt på alle landets festivaler og optræde med ild, jonglering og ethjulede cykler.

Her blev jeg for første gang en del af et rigtigt fællesskab. Vi arbejdede i 12 timers vagter med at sætte telt op, bygge scener, køre shows, behandle skader, finde mad, pakke ned, booke til næste dag, få de små i seng og starte forfra. Gøglerlivet var hårdt og vildt, jeg lærte at tage ansvar, tænke i løsninger og hustle mig til det meste.

Efter gymnasiet flyttede jeg til Frankrig for at læse fransk og antropologi. Studierne gik for langsomt for mig, og jeg fandt hurtigt ud af, at det var sjovere at placere sig selv midt i en kultur end at læse om den.

Jeg droppede ud af skolen og fik job på den nærmeste bar, der tilfældigvis også forsøgte sig som den lokale version af »Coyote Ugly«, altså masser af vand og piger på bardisken.

Mine cirkustalenter reddede mig dog fra den imaginære stripperstang, og jeg fik i stedet lov til at jonglere med flasker og lave cocktails sammen med drengene. Som barens eneste pige blev jeg den, man spurgte om alt. Fair eller ej var boys jo boys dengang, og de havde travlt med at jagte damer, så jeg fik organiseret os og endte med at køre hele baren og alle dens events.

Efter Frankrig tog jeg hjem for at uddanne mig til skodesigner uden at tænke over, at det eneste sted i Danmark, man kunne det, var i Herning. Jeg overlevede et helt år i verdens kedeligste by (!), før jeg stak af til Italien for at arbejde for en lokal designer og derefter uddanne mig på den berømte designskole Polimoda i Firenze.

Min skoletid var dog alt andet, end hvad jeg havde forventet, og efter 12 måneder lå jeg i åben krig med alle. Skolen kørte en meget traditionel undervisningsstil. Her styrede lærerne deres klasser på diktatorisk vis, kreativiteten var sat i system, og alle havde rundsave på albuerne.

Skolens rektor var tysker og åbenbart verdenskendt som genial. Jeg synes, han var en idiot. Sidste skoledag lovede han mig, at jeg aldrig ville blive til noget. At jeg aldrig ville lykkes, og hvis jeg alligevel forsøgte, skulle han nok stoppe mig, for verden fortjente dygtige designere, og det var ikke mig. Jeg græd som pisket i flere dage, men lærte, at jeg ikke kunne gå i stykker og vedtog, at ingen skulle havde magten til at bestemme over mig.

Starten på Roccamore

Efter otte år i Italien tog jeg hjem til Danmark og startede Roccamore. Jeg havde brug for at vise, hvad jeg kunne, og at starte en samtale om, at man kan det, man vil. Jeg ville inspirere kvinder til at stå stærkt og tage deres plads i verden, og jeg ville vise, at vejen til at bygge en virksomhed ikke er brolagt med CBS-diplomer og »relevant« erhvervserfaring.

Det har alle dage provokeret mig, at billedet på en iværksætter er en dygtig CBS-dreng i blå polo, der arbejder konstant, indtil han i bedste Jesper Buch-stil ruller ud af kælderen og laver en succes. Der er sgu mange veje til Rom.

Min vej startede med dem, der skulle købe mine sko. Jeg ville tæt på dem, connecte med dem og lære, hvad de manglede. Så jeg holdt events. Mange events. Og langsomt fik jeg samlet mig et utroligt community af stærke kvinder og mænd, der ikke bare ville købe sko, men ville være med på rejsen og støtte mig og Roccamore i at lykkes.

Disse første events lagde byggestenene for Roccamore: community, brugerdrevet design og kunderne forrest i markedsføringen.

Jeg er blevet kaldt mange ting undervejs på min rejse; gøgler, hustler og cirkushest er nok dem, der går oftest igen. Efterhånden har jeg lært at anerkende mig selv og sætte pris på at være anderledes, men jeg synes, det er ærgerligt, at vi konstant føler et behov for at sætte prædikater på hinanden. Det er, som om vi ikke kan overskue andre mennesker, før vi ved, hvilken kasse de tilhører.

Vi begrænser os selv og holder hof med dem, der ligner os, alt imens vi skælder ud på talent og det at være anderledes. Samtidig vil vi have flere iværksættere, dygtige ledere og innovative virksomheder – men hvornår er status quo nogensinde blevet udfordret af et menneske, der bare ligner alle de andre?

Måske det var på tide, at vi satte os ned og gav hinanden fri og begyndte at sætte pris på det sammensatte menneske og de mærkelige historier, der måske ikke giver mening lige nu, men nok skal gøre det en dag. God sommer.

Frederikke Antonie Schmidt er stifter og kreativ direktør i Roccamore