Eksperter har været elendige til at vurdere sandsynligheden for og konsekvenserne af de mange hændelser, der i de senere år har påvirket vores samfund, økonomi og dagligliv mest.
Tænk: Covid-19, det varmeste boligmarked siden finanskrisen, at Ukraine ville blive invaderet og ville mønstre et effektivt forsvar, de eksplosivt stigende energipriser samt stabiliteten i vores energiforsyning.
Hvorfor er selv de vigtigste begivenheder så vanskelige at få en kvalificeret vurdering af? Det kan et studie fra 2005 måske give os svaret på. I flere end 20 år fulgte professor i psykologi Philip Tetlock fra University of Pennsylvania i USA 284 eksperter og flere end 28.000 af deres forudsigelser inden for de respektive fagområder.
Et var, at de ofte tog fejl om de emner, de udtalte sig om. Værre var det, at de tilsyneladende ikke selv var klar over, at de tog fejl, hvor ofte og hvor meget. Tetlocks konklusion var klar: Eksperter tror, de ved mere, end de gør, og når de tager fejl, bliver de sjældent holdt ansvarlige. De bortforklarer i stedet for at erkende fejl – og i stedet for at lære af fejlene.
Det gælder ikke kun for eksperter, men for alle, at det er svært at se egne fejl i øjnene.
»Vi er hurtige til at se, at andre har behov for at tænke sig om, men uheldigvis er det ofte sådan, at når det handler om vores egen viden og vores egne meninger, foretrækker vi, at det føles rigtigt frem for at være rigtigt,« skriver forsker og organisationspsykolog Adam Grant i sin seneste bog, »Tænk igen«.
Hold øje med typerne
Så hvordan undgår vi selv at falde i? Grant peger på tre irriterende typer af tænkemåder, vi skal være på vagt over for. Inspireret af Tetlocks arbejde kalder han typerne for prædikanter, anklagede og politikere, og han karikerer de værste træk fra hver profession:
1. Prædikanter er overbeviste om, at de har ret. At deres holdninger er de rette, og at de er værd at gentage ofte og højlydt.
2. Anklagere er overbeviste om, at andre tager fejl. De lytter, så de kan opdage svagheder i andres argumenter og dernæst kan pille dem fra hinanden.
3. Politikere er overbeviste om, at intet sker, hvis ikke det vinder opbakning, så de forsøger at vinde popularitet ved at vælge budskaber, de forventer, at deres bagland bakker op om, så de ad den vej kan opnå magt.
Hvis vi er gode til at prædike, at vi har ret, argumentere mod dem, som har uret, eller politisere for at opnå støtte, risikerer vi at overse, hvad vi kan gøre for at få det til at fungere. Grant kalder alternativet for forskertilstand:
4. Forskere: Når vi er mere interesserede i at opdage, hvad der fungerer, end vi er interesserede i at vide, hvorvidt vores oprindelige tanke var den rette. Vi foretager eksperimenter for at afprøve om det, vi tænker, er rigtigt, for at opdage ny viden og for at træffe bedre beslutninger.
Tetlocks råd for at tænke som forsker er at spørge sig selv: »Hvad vil det kræve at overbevise dig om, at du tager fejl?«
Normalt tænker man, at iværksættere er stærke og skråsikre. Også her kan forskertænkemåden være nyttig. I forbindelse med en undersøgelse, hvor over 100 italienske iværksættere kom på uddannelse, blev kun en del af gruppen opfordret til at betragte alt, de lærte, som hypoteser, og det, de valgte at gøre som eksperimenter, der skulle bruges til at teste hypoteserne.
Deres opgave blev at måle resultaterne og træffe beslutninger baseret på, om deres hypoteser var korrekte. Det følgende år havde selskaberne i gruppen for forskertænkning genereret indtjening over dobbelt så hurtigt. Hvorfor? Iværksætterne i den traditionelle gruppe havde en tendens til at forblive trofaste mod deres oprindelige ideer, uanset om de fungerede eller ej.
Pas på fælderne
Vores glæde ved egne synspunkter og vores evne til at argumentere for dem kan være en fælde. I stedet skal vi blive bedre til at gentænke dem, så vi kan håndtere den virkelighed og de forandringer, vi står overfor.
Vi skal ikke bare tænke, så vi kan få ret. Det gør prædikanter, anklagere og politikere også. Vi skal være klar til at se nye realiteter i øjnene og teste, hvad der virker som forskere. Vi skal ikke bare tænke. Vi skal tænke igen.
Christian Ørsted er ledelsesrådgiver, foredragsholder og forfatter