Topøkonomer: Hjælpepakker rækker ikke. Staten må mobilisere mere end under Anden Verdenskrig

Det er alarmerende, at et voksende kor af røster i USA – inklusive præsidenten – tager for givet, af den nye »stimuluspakke« vil gøre det muligt at lette nedlukningen på grund af covid-19 allerede efter påsken. For pandemien kræver decideret intervention og midlertidigt også en statsledet reorganisering af hele økonomien.

En mand krydser en mennesketom gade på Manhattan i New York City, der er blevet epicenter for det hastigt voksende udbrud af coronavirus i USA. Billede er fra 25. marts. Mike Segar/Ritzau Scanpix

Hele storbyer er lukkede. Panik på finansmarkederne. Tomme butikshylder. Mangel på hospitalssenge. Verden er gået ind i en virkelighed, der ikke er set i fredstid.

Ved at beordre borgere til at isolere sig hjemme håber myndighederne at bremse og til sidst vende den fart, som covid-19 breder sig med. En nedlukning alene eller en hurtig runde pengeskabelse vil dog ikke stoppe pandemien eller redde vores økonomier.