Topchef har jo ret: Ord er nemmere end handling i den grønne omstilling

De skyhøje energipriser viser et akut behov for at få fart på opsætningen af grøn energi, sagde Vestas-topchef Henrik Andersen for nylig i Berlingske. Han har selvfølgelig en interesse i at sælge flere vindmøller, men også helt åbenlyst ret. Den pludselige stigning i energipriserne den seneste tid viser, hvor sårbar den grønne omstilling kan være.

Henrik Andersen, koncernchef i Vestas Wind Systems, taler direkte og uden omsvøb i klimadebatten: »Hvis vi fortsætter det tempo, når vi simpelthen ikke vores nationale mål i 2030. Slet ikke,« sagde han i Berlingske tidligere på ugen. Thomas Lekfeldt

Hvis man hører til dem, der synes, at debatten om klimakrise og grøn omstilling mest handler om skåltaler, dyre ord og uforpligtende korrekte holdninger, er den store test nu ankommet.

De nuværende skyhøje energipriser på både gas og strøm i Europa tegner til at blive den ultimative test af bæredygtigheden af den grønne omstilling. For mens det er nemt nok som privatperson, regering eller virksomhed at erklære sig enig i abstrakte og flotte klimamål langt ude i fremtiden, er det langt sværere, når pengepungen skal op af lommen.