Tobaksindustrien og bankerne kan lære meget af Christianias advokat

Knud Foldschack er en drøm af en advokat. Hans forsvar for ulovlighederne på Christiania må inspirere alle virksomheder med dårlige sager.

Forsvarsadvokat Knud Foldschack har en lidt anderledes tilgang til forretningen end de fleste andre advokater. Sofie Mathiassen

Philip Morris, Danske Bank, ECCO og andre virksomheder med nye eller gamle møgsager har meget at lære. De kunne til at begynde med overveje at skille sig af med deres formentlig meget dyre advokater og stille sig i kø foran døren til Knud Foldschacks advokatkontor i Skindergade i det indre København. Forsvarsadvokaten og Christianias advokat kan man let kalde møgsagernes afslappede superhelt.

Rejsen begynder på advokatfirmaet Foldschacks hjemmeside, hvor man tilbydes advokatbistand, som går »på tværs af juridiske discipliner og gængse faggrænser for at skabe helhedsorienterede og varige løsninger« for sine klienter. »Vi arbejder ikke med sager, men med mennesker,« står der på hjemmesiden. Det er så menneskeligt hos Foldschack, at man har afskaffet efternavne – ja, helt og aldeles.