Det var regeringen, Venstre, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti, SF og Konservative, som i 2020 besluttede at stoppe al udvinding af olie og gas i 2050, men allerede at lukke for det store Tyra II-felt i Nordsøen i 2042.
Tyra-feltet er et af de allermest moderne og mindst klimabelastende efter den omfattende renovering under corona-årene. Feltet åbnede først i 2025.
Lige så opsigtsvækkende som opgøret med Nordsøaftalen fra 2020 er, lige så opsigtsvækkende er begrundelsen. Det handler om, at Danmark vil tage medansvar for Europas energiforsyning på lang sigt i erkendelse af, at Europa også efter 2042 får brug for gas og olie.
Op til krigen i Ukraine stod Rusland for 41 procent af EUs gasimport. Den er blevet erstattet af LNG-gas fra USA, som sejles over Atlanterhavet. EU skal importere 58 procent af sin energi, og det problem vil tage årtier at løse. Norge har ligeledes markant øget sin eksport af gas til EU.
Danmark er efter renoveringen af Tyra II igen blevet en beskeden nettoeksportør af gas. Danmark blegner både i forhold til USA og Norge, men fortegnet er positivt og derfor et lille positivt bidrag til EUs egen selvforsyning med energi.
Energi er på grund af krigen i Ukraine og spændingerne i forhold til USA blevet sikkerhedspolitik.
Regeringens udspil skal nok vække uro og protest i de grønne bevægelser. Regeringen skal med sikkerhed forsøge at overbevise dem om, at det er bedre, at Danmark skruer op for hanerne i Nordsøen, hvis det blot kan begrænse en smule import af LNG fra USA. Det efterlader et bedre klimaregnskab samlet set.
Tyra udleder 30 procent mindre CO₂ i forhold til før renoveringerne, viser tal fra Nordsøfonden. Det er franske Total, som driver Tyra II.
Der er også nationaløkonomi.
Regeringens plan om at skrue op for produktionen vil styrke den langsigtede finanspolitiske holdbarhed. I 2024 overførte Nordsøfonden, som er statens undergrundsselskab, 600 millioner kroner til staten.
Der kan være tale om, at den danske stat kan hente et tocifret milliardbeløb ved at forlænge produktionen i Nordsøen i årene efter 2042. Det er ikke noget, som vil påvirke regeringens 2035-plan, som stopper i 2025, men det vil forbedre den langsigtede finanspolitiske holdbarhed.
Planen forventes offentliggjort allerede i den kommende uge.
I de seneste 12 år har den danske stat tjent 25 milliarder kroner i skat og overskud fra Nordsøfondens indtægter fra udvindingen af olie og gas.
Dansk Industri foreslog allerede sidste år regeringen at forlænge produktionen af olie og gas fra Nordsøen. Argumentet var netop selvforsyning.
Thomas Bernt: Vildt, at Danmark skruer op for olie og gas – Europa jagter desperat energi
Regeringens melding om, at den vil genåbne Nordsøaftalen fra 2020, er ekstremt opsigtsvækkende.

Del:
