Thomas Bernt: Trump vil sikkert bare kalde det et mindre tilbageslag. Men det er et gabende hul i toldmuren

Lørdag bakkede Donald Trump endnu en gang og lavede et massivt hul i sin toldmur. Det er et enormt ansigtstab, som med sikkerhed også vil ramme ham indenrigspolitisk. For nu vakler selve kernen i hans økonomiske projekt. 

Man skal være blind og døv for ikke at erkende, at Trump blinkede først.  Megan Briggs/AFP/Ritzau Scanpix

Donald Trump vil sikkert bare kalde det et mindre tilbageslag i hans toldkrig. Det er det modsatte, når USAs grænse- og toldmyndigheder lørdag lister nyheden ud om, at op mod en fjerdedel af USAs import fra Kina ikke er omfattet af en lammende straftold på 145 procent.

Beslutningen om at undtage smartphones, computerchips og computere fra straftolden har enorm rækkevidde. Det er et gabende hul i den toldmur, USAs præsident, Donald Trump, ville rejse mod Kina.