Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning.

Thomas Bernt: Regningen for reformpakken er tørret af på erhvervslivet og nyuddannede – vinderen er fagbevægelsen

Er en beskæring af erhvervsstøtten på 3,5 milliarder kroner mest værd for blå blok og De Radikale, som pengene er anvendt i den nye reformpakke, eller havde de været bedre tjent med en sænkelse af topskatten, lavere selskabsskat og lavere kapitalskatter for de samme penge?

Finansminister Nicolai Wammen kunne sent fredag aften præsentere den nye reformpakke med repræsentanter fra Kristendemokraterne, De Radikale, SF og Dansk Folkeparti. Fold sammen
Læs mere
Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

En reformpakke, hvor Enhedslisten er sat uden for døren, og som især ved at skære i dagpengene til nyuddannede universitetskandidater løfter beskæftigelsen med 12.000 i 2025 og 12.250 i 2030 foruden at løfte velstanden med 17,6 milliarder kroner i 2030, burde være en invitation, som de blå partier næsten per automatik burde sige ja til. Det gjorde de så ikke.

Spørgsmålet kan koges ned til, om en forhøjelse af beskæftigelsesfradraget på op til 4.900 kroner er passende betaling for at indfri fagbevægelsens og regeringens hede drøm om at styrke forsikringselementet i dagpengesystemet ved at forhøje dagpengesatsen med 3.649 kroner i de første tre måneder af ledighedsperioden.

Disse to tal indfanger kernen i et af de store politiske slagsmål i forhandlingerne om en reformpakke mellem regeringen og blå blok. Og det er netop i højere grad et spørgsmål om politik, end det er et spørgsmål om økonomi – og dog.

Thomas Bernt Henriksen er Berlingskes erhvervsredaktør. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

Hvis man ser finansieringen af reformpakken nøjere igennem, kan man sige, at det bliver de nyuddannede, der skal skaffe hænderne og såmænd også finansiere en højere dagpengesats til socialdemokraternes kernevælgerne. Det er derimod erhvervslivet, der gennem en beskæring af erhvervsstøtten på 3,5 milliarder kroner – endnu uspecificeret – skal betale for et højere beskæftigelsesfradrag, flere penge til grøn omstilling, flere penge til uddannelse og et højere fradrag for investeringer i forskning og udvikling.

Kernen er, at det ikke koster noget at sænke beløbsordningen for at tiltrække udenlandsk arbejdskraft, så selvom det er en vigtig sag for erhvervslivet, er det mest af alt en gratis omgang.

Det er så i øvrigt ingen triviel øvelse at skære i erhvervsstøtten, hvoraf en tredjedel går til grøn omstilling, og hvor størstedelen ifølge regeringens egen redegørelse er indirekte statsstøtte gennem skattesystemet. Held og lykke. Finansieringen af gaverne til fagbevægelsen er mere robust og sikker end finansieringen af lavere skat på arbejde og de øvrige gaver til erhvervslivet, viser regeringens reformpakke.

Ikke godt nok betalt

Analysen må altså være den helt enkle, at blå blok åbenlyst og egentlig med god grund ikke føler sig tilstrækkelig godt betalt for at støtte en pakke, som kun godt og vel dækker hullet på 11.000 i arbejdsudbuddet efter Arne-pensionen, som indfrier en stribe af fagbevægelsens mærkesager, og hvor finansieringen som planlagt fra starten af den socialdemokratiske regerings levetid skal hentes hos nyuddannede akademikere og hos erhvervslivet selv, om end Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, har foreslået et opgør med den høje dimittendsats. Selv hvis Ellemann ikke stemmer for reformpakken, kan Socialdemokratiet således tørre en del af ansvaret for nedsættelsen af dimittendsatsen af på Venstre.

Derimod må det være mange år siden, at fagbevægelsen har fået så mange gaver på en gang. Det ligner en dosmerseddel, som fagbevægelsen fredag aften kunne sætte kryds ved:

– Forhøjede dagpenge.

– Permanent uddannelsesløft på 110 procent af dagpengene.

– Det maksimale fradrag for fagforeningskontingenter stiger fra 6.000 kroner til 7.000 kroner årligt.

– Arbejdstilsynet skal følge virksomheder, der gentagne gange bryder arbejdsmiljøloven.

– Afskaffelse af modregning som følge af partners arbejdsindkomst i social pension.

–  Beskæring af erhvervsstøtten til at finansiere den grønne omstilling og investering i uddannelse.

–  Lovkrav i udbudsloven om brug af lærlingeklausuler i alle relevante, offentlige udbud.

– Etablering af Danmarks Eksport- og Investeringsfond – fusionen af Vækstfonden, Danmarks Grønne Investeringsfond og EKF Danmarks Eksportkreditfond til den såkaldte superfond. Trods massiv modstand i erhvervslivet har regeringen og Simon Kollerup fået superfonden med i reformpakken.

I forhold til det oprindelige udspil, er der filet og strammet i oplægget, fordi der ikke mindst blandt de store virksomheder var massiv frygt for, at fonden kunne svække EKF Danmarks Eksportkredit, der er en hjørnesten i eksporten af blandt andet vindmøller.

Ingen ved, hvordan det hele skal struktureres, men bundlinjen er, at integriteten og forretningsmodellen i EKF skal føres usvækket videre. Om det betyder, at EKF bliver et sideselskab eller et datterselskab i fonden, er der ingen, der aner.

Regeringen undgår omhyggeligt i aftalen at gentage fagbevægelsens oprindelige idé om, at Danmarks Investeringsfond skal sikre medejerskab i de nye virksomheder, der bliver skabt. Ligger der i de nye fire milliarder kroner til en accelerationsindats, der skal fastholde nye virksomheder i Danmark, alligevel ideen om at sikre statsligt medejerskab og kontrol med nye virksomheder, lyder det gode spørgsmål.

Konsekvenserne af superfonden, herunder styrkelsen af kapitalgrundlaget, er klart. Hvis erhvervslivet gik og drømte om lavere kapitalskatter, som ville gøre det lettere og billigere at være investor i Danmark, så er pengene brugt på en statslig fond i stedet. Vismændene har tidligere kritiseret netop den høje danske kapitalskat.

Lille bitte gave

En lille bitte gave ligger der dog i aftalen. De Radikale har fået den indrømmelse, at der skal nedsættes et udvalg, som skal se på værdiansættelsen af virksomheder ved generationsskifte. Det har været et radikalt krav – det er ikke nogen stor indrømmelse, når De Radikale i to år har måttet kæmpe for det synspunkt som prisen for at stemme for forhøjelsen af generationsskifteskatten.

Man kan spørge, hvad De Radikale og de blå partier har fået med den nye reformpakke?

Det oplagte svar er naturligvis, at de har fået en lavere beløbsgrænse i forhold til at tiltrække udenlandsk arbejdskraft, hvis altså de borgerlige stemmer for, fordi Dansk Folkeparti ikke vil lægge stemmer til denne del.

Der er noget ironisk ved den lavere beløbsgrænse, for det er oplagt, at en lavere beløbsgrænse gavner virksomhederne, der kan finde endnu mere arbejdskraft i tredjelande til erstatning for den, de ikke kan få i Danmark.

Det er klart, at en lavere beløbsgrænse på 375.000 kroner kan hjælpe på et tidspunkt, hvor der er udbredt mangel på arbejdskraft, men selvsagt er en lavere beløbsgrænse mindre værdifuld, når virksomhederne ikke mangler arbejdskraft. Hvem ved, hvor længe højkonjunkturen varer ved?

Hvor er de elementer, som gavner blå vælgere i bredere forstand, herunder en lettelse af topskatten, lavere kapitalskatter, lavere selskabsskatter eller lavere afgifter? Hvor er en jobeffekt, som er væsentlig større end regningen for Arne-reformen?

De blå vælgere

Dansk Industri og Dansk Erhverv vil helt sikkert sammen med blå blok juble over permanentgørelsen af fradraget på 130 procent for forsknings- og udviklingsinvesteringer – dog med et loft på 50 millioner kroner.

Dette er dog heller ikke noget, blå vælgere mærker i bred forstand, ligesom man stadig må konstatere, at landets klogeste økonomer, vismændene, stadig »savner dokumentation for, at en forhøjelse af fradraget til 130 procent er hensigtsmæssig«. Ikke mange blå vælgere vil mærke gevinsten af et permanent højere forskningsfradrag.

Spørgsmålet er det samme nu som for nogle måneder siden:

Er en beskæring af erhvervsstøtten på 3,5 milliarder kroner mest værd for blå blok og De Radikale, som pengene er anvendt i den nye reformpakke, eller havde de været bedre tjent med en sænkelse af topskatten, lavere selskabsskat og lavere kapitalskatter for de samme penge?

Danmark har fået en reformpakke med store huller og store problemer – vinderen er fagbevægelsen.