Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning.

Thomas Bernt: Her er fire roser til Mette Frederiksens håndtering af coronakrisen – og fire store torne

Man kommer ikke uden om, at Danmark er kommet stærkt gennem coronakrisen. Det er der mange årsager til. Men fire forklaringer trænger sig på og fortjener at blive anerkendt, omend coronakrisen efterlader store spørgsmål til dansk økonomi og håndteringen af fremtidige epidemier.

Statsminister Mette Frederiksen (S) ophævede på onsdagens pressemøde om coronasituationen næsten alle restriktioner. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Politikere og ikke mindst statsministre ved, at angreb og kritik hører med til at være i magtens centrum. Måske i en sådan grad, at mennesker uden for politik finder det helt uforståeligt, at nogen gider at stå op til så meget modvind hver morgen.

Statsminister Mette Frederiksen (S) har været skydeskive for mange angreb og meget kritik i de seneste 686 dage ind til onsdag aften, hvor statsministeren genåbnede Danmark efter den tredje coronabølge med et klart signal om, at Danmark kan begynde at lægge næsten to års kamp mod covid-19 bag sig.

Derfor er det også passende at gøre status over eller give karakter til statsministerens håndtering af coronakrisen. En sådan status kan være bred eller smal. Den kan tage fat i debatten om, hvordan sundhedsvæsenet har det efter krisen eller vores demokrati. Den kan også tage afsæt i at vurdere statsministerens økonomiske lederskab gennem coronakrisen.

Thomas Bernt Henriksen er Berlingskes erhvervsredaktør Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

Her er de fire grunde til at rose statsministerens økonomiske håndtering af coronakrisen med den ledsagende kommentar, at der ikke findes roser uden torne.

1. Økonomisk lederskab og økonomisk ansvarlighed

Det er krav til enhver regering, som leder landet i en krisetid, at den udviser lederskab og håndterer de økonomiske udfordringer konkret og målrettet på en ansvarlig måde. Man kan altid anfægte enkelte beslutninger i en krisetid, men man skal også se på summen af de beslutninger, som Mette Frederiksen og hendes regering har truffet under coronakrisen.

Der er allerede nu en indviklet diskussion om, hvem der skal have æren for, at Danmark – senest ifølge The Economist – er kommet godt gennem krisen. Naturligvis spiller det en rolle, at Danmark har en bundsolid økonomi på grund af årtiers ansvarlig reformpolitik. Det er sværere at klare sig godt gennem en krise, hvis grundlaget er svagt.

I dag er der grund til at anerkende, at statsministeren gennem krisen har vist både økonomisk lederskab og økonomisk ansvarlighed. Det enkleste og klareste mål for det er, som statsministeren nævnte på pressemødet, at gælden stort set ikke er steget gennem krisen. Situationen i Danmark står i skærende kontrast til de fleste lande i OECD og verden, herunder ikke mindst de sydeuropæiske lande, hvor statsgælden ifølge IMF er eksploderet. En udvikling, som bør få det til at løbe koldt ned af ryggen på de fleste. Men enhver dansk regering – også en blå af slagsen – vil naturligvis tage æren for de gode økonomiske resultater.

Men ingen roser uden torne: Statsministeren skabte i januar sidste år unødig tvivl om den økonomiske ansvarlighed, da hun kaldte det »borgerligt« og »gammeldags« at gå op i regningen efter coronakrisen. Statsministeren står i dag også med en økonomi på kanten til en overophedning. Der venter en økonomisk hverdag lige efter krisen, hvor statsministeren skal tøjle forestillingen om, at der pludselig er plads til at ansætte mange flere i sundhedsvæsenet, når der i forvejen er sat verdensrekord i antallet af offentligt ansatte.

2. Man lukker hurtigt ned for at kunne lukke hurtigt op

Verdens lande har alle ført en forskellig krig mod corona. Strategierne for at bekæmpe coronavirussen har været endog meget forskellige i Danmark og Sverige. Det er på den måde ironisk, at Sverige og Danmark ifølge The Economist får lige meget ros for deres økonomiske resultater gennem coronakrisen. I Danmark har strategien, indtil vaccinationerne var rullet massivt ud og indtil mødet med omikronvarianten, været at inddæmme smitten for at sørge for, at sundhedsvæsenet ikke blev overbelastet. I Sverige valgte man i højere grad at bekæmpe coronavirussen ved at gå efter flokimmunitet. Måske kan man i dag sige, at den svenske og danske strategi er konvergeret.

Man kan diskutere strategi herfra og til evigheden, men sandheden er, at Danmark trods alt har været et relativt åbent samfund siden de hårde nedlukninger i marts og april 2020. I starten af krisen var der et opsigtsvækkende amerikansk forskningspapir, der på baggrund af erfaringerne fra den spanske syge i 1918-1919 konkluderede, at de amerikanske stater, som lukkede hurtigt ned under den spanske syge, også kom bedst gennem epidemien ud fra en økonomisk målestok.

Coronakrisen vil åbne for ny økonomisk forskning i, hvad der er den bedste strategi i forhold til at få en moderne økonomi bedst gennem en pandemi. Danmark er en interessant case. Statsministeren har haft en konsekvent strategi, som baseret på de økonomiske resultater er bestået.

Men ingen roser uden torne: Prisen for de hårde nedlukninger har været dyb frustration og utilfredshed i dele af erhvervslivet, herunder sikkert også en årsag til minkskandalen. Statsministerens svaghed gennem coronakrisen var, at hun i lange stræk valgte at håndtere krisen som et socialdemokratisk soloshow frem for at invitere partilederne i Folketinget og erhvervslivet ind i de beslutninger, som skulle tages. Vi har i dag slet ikke den samme debat om den demokratiske regning efter finanskrisen som efter coronakrisen. Det er statsministerens ansvar.

3. Målrettet og smal nedlukning af økonomien

I den særdeles underholdende film om væddeløbshesten Seabiscuit, der i 1930erne skabte håb for en kriseramt amerikansk befolkning, er der er sted, hvor fortælleren siger om 1930ernes forbudspolitik, at lige på det tidspunkt, »hvor amerikanerne havde mest brug for en drink, kunne man ikke få en«.

Man kan tilsvarende sige, at Mette Frederiksens strategi under coronakrisen har været at lukke alt det ned, som gør livet værd at leve: Restauranter, cafeer, teatre, spillesteder, festivaler, sportsarenaer, kirken, fitnesscentrene og kulturen. Alle de steder, hvor vi mødes.

Man har lukket alt ned, der var sjovt, for at holde det åbent, der var nødvendigt. Den samlede fortælling om coronakrisen bliver, at vi faktiske endte med at lukke en del af samfundet ned, som rører mange mennesker, men som målt i forhold til bnp kun udgør en lille del af  økonomien. Det er forklaringen på, at dansk økonomi er kommet så relativ stærk gennem coronakrisen – og i øvrigt kunne få økonomien til at blive genrejst så hurtigt.

Men ingen roser uden torne: Der er dele af samfundslivet, som føler, at de har været ekstraordinært hårdt ramt af coronakrisen. Her foregår der en intens debat om retssikkerhed og forudsigelighed. Den debat er ikke slut, fordi coronakrisen er slut. Der sidder bitre mennesker mange steder rundt om i Danmark.

4. Brede kompensationsordninger

Kompensationsordningerne i bred forstand har været en vigtig faktor for at holde økonomien i gang. Der har været masser af debat, om erhvervslivet fik tilstrækkelig erstatning, og lige om lidt melder sig en debat om, hvorvidt der er blevet svindlet for meget med coronakompensationen. Der er en uafsluttet debat om retssikkerheden i forhold til fremtidige nedlukninger af samfundet.

Alle lande, som vi sammenligner os med, har benyttet sig af forskellige kompensationsordninger for at holde samfundet kørende, omend man herhjemme skulle tro, at vi også her er helt unikke. Det er vi ikke.

Det er imidlertid en styrke, at der overvejende har været tale om brede kompensationsordninger i forhold til løn og faste omkostninger. Det er også en styrke, at der var en bred konsensus om udformningen af kompensationsordningerne forankret i flere trepartsaftaler mellem regeringen og arbejdsmarkedets parter. Hvis der skal være ro om kompensationsordninger, så de virker efter hensigten, må de ikke være en politisk slagmark.

Men ingen roser uden torne: Erhvervsminister Simon Kollerup (S) var i starten langsom til at få pengene ud til virksomhederne, ligesom ikke mindst landets selvstændige i lang tid følte sig helt overset i forhold til at få kompensation for deres tab på grund af nedlukningen af samfundet. En stor torn er, at regeringen stadig ikke har givet et endeligt svar på fremtidens kompensation og nu møder kritik for at efterlade erhvervslivet uden retssikkerhed, når der måske næste vinter er behov for nye restriktioner, omend det er det sidste, nogen håber på.