Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning.

Tag noget beroligende, mens staten spilder dine penge

Der er finanslovforhandlinger. Det er tiden, hvor politikere slås om at bruge de penge, du betaler i skat, fordi de og deres vælgere mener, staten bruger pengene bedre, end du ville gøre.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Jeg har en lille bog, jeg hiver ned af hylden, når det er sæson for finanslov. Den hedder »Staten – og andre essays om politisk økonomi«. Bogen virker som en beroligende pille, nu hvor vi i måneder skal overvære politikere slås om dine og mine penge.

»Staten er den store fiktion, at alle kan leve på andres bekostning«. Så præcist ramte den franske liberale filosof, økonom og politiker Frederic Bastiat (1801-50) den tidsånd, der prægede hans egen levetid, og som i måske endnu højere grad har præget dette århundrede,« står der på bagsiden. Det er skrevet i 1989, hvor essaysamlingen udkom, redigeret af denne avis’ egen faste kommentator professor Peter Kurrild-Klitgaard.

Det passer stadig i 2021. Staten ordner alt fra fattigdom over børnepasning til klimakrise og erhvervsfremme.

Vælgere er lige så skyldige som politikere i, at vi skatteborgere skal lægge pengepung til alt mellem himmel og jord. Folkets krav til staten opremser Bastiat således:

»Organiser arbejde og arbejdere. Udryd egoismen! Fjern kapitalens tyranni! Gør eksperimenter med møddingsteder og ægløsning! Læg et net af jernbaner gennem landet! Sørg for dræning! Plant skove på hederne! Anlæg mønstergårde! Opret musikkonservatorier! Koloniser Algier! Opdrag børnene! Giv ungdommen undervisning! Giv alderdommen understøttelse! Lad bybefolkningen komme på landet! Stil erhvervslivet lige! Giv statslån uden rente til dem, som ønsker det! Befri Italien, Polen og Ungarn! Giv støtte til hesteavlen! Støt kunsten og uddan musikere og danserinder! Begræns udenrigshandlen og byg samtidig en handelsflåde!«

Om vi er i 1800-tallet med Bastiat eller til finanslovforhandlinger i 2021 gør ingen forskel. Udskift bare tidens mærkesager.

Hvert år bliver jeg overrasket over, hvor meget staten spenderer: Godt 1.200 milliarder kroner. Det kan vel gøres for mindre? Se bare, hvordan staten bruger pengene. Et grafisk overblik får man hos Økonomistyrelsen, som opgør »Staten i tal«, men sjovere er måske hvadbrugespengenetil.dk, hvor man indtaster sin skattebetaling og får syn for fordelingen.

Jeg kan afsløre, at det ikke er kongehuset, forsvaret, politiet og domstolene, der gør det dyrt at være dansk skatteborger. Til gengæld er beløbet til erhvervsfremme overraskende højt.

Læs Bastiat. Tænk over, om det er fornuftigt at overlade halvdelen af dine penge til politikere, der bruger et helt kvartal på at slås om dem.

Om skatten skrev Bastiat: »Men når Jacques Bonhomme giver en embedsmand fem franc og ikke modtager nogen ydelse til gengæld eller endog får plagerier derfor, så er det som om, han gav dem til en tyv. Det nytter ikke at sige, at embedsmanden giver disse fem franc ud til stor fordel for næringslivet; det samme ville tyven have gjort, og det samme ville Jacques Bonhomme have gjort, hvis han på sin vej hverken havde mødt den ulovlige eller den lovlige snyltegæst«.

Altså, pengene er ikke bedre brugt, bare fordi staten tager dem og fordeler dem til politiske mærkesager eller flere offentlig ansatte. Nogle andre går jo glip af de samme penge. Med Bastiats ord:

»Forestil Dem, at jeg træffer aftale med en jordarbejder om, at han skal grave en afløbsgrøft i min mark for fem franc. I det øjeblik, da aftalen indgås, kommer skatteopkræveren og tager mine fem franc og sender dem til indenrigsministeren; min handel er gået over styr, men hr. ministeren kan føje en ret til sin middag. Hvorledes vover De nu at påstå, at denne offentlige udgift giver næringslivet forøgelse. Forstår De da ikke, at der kun har fundet en simpel omflytning af tilfredsstillelse og arbejde sted? En minister har ganske vist sit bord bedre forsynet, men en landmand får lige så vist sin mark mindre godt drænet. En parisisk restauratør har tjent fem franc, det må jeg indrømme; men indrøm til gengæld mig, at en jordarbejder i provinsen er gået glip af en fortjeneste på fem franc.«

Det beroliger mig, at nogen har forstået det siden 1800-tallet. Det bekymrer mig, at så få forstår det i dag.

Lisbet Røge Jensen er digital marketingdirektør i Berlingske Media.