Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning.

Tænk, at en direktør for et byggemarked skal vække retsstaten – hvem rejser en buste af Bauhaus-direktøren?

Hvor går virksomheder i Danmark hen, hvis de har noget at klage over i forhold til konkrete restriktioner under coronakrisen? Ikke rigtig nogen steder. Der er ingen klageinstanser, og danske domstole har i modsætning til flere lande, vi sammenligner os med, ingen tradition for hurtig indgriben. Endelig er det meget dyrt og besværligt at føre en sag mod staten. Der skulle senest en direktør for et byggemarked til at os minde om manglen på retssikkerhed for virksomhederne under coronakrisen.

Mads Jørgensen, adm. direktør i Bauhaus, har været en skarp kritiker af regeringens coronarestriktioner. Fold sammen
Læs mere
Foto: PR-foto

»I krig er sandheden det første offer,« er et af de mest kendte citater om krigens inderste væsen. Det er fantastisk at tænke på, at citatet kan dateres helt tilbage til 480 før vores tidsregning og den græske tragediedigter Aischylos.

Hvis sandheden er krigens første offer, er det oplagt at stille spørgsmålet, hvad der er det første offer under en pandemi, for man bør næppe sammenligne kampen mod corona med en krig. Her godt et år efter coronasmitten brød ud, må observationen være, at det ikke er sandheden, men retssikkerheden, som er pandemiens første offer.

Det vil den administrerende direktør for byggemarkedskæden Bauhaus, Mads Jørgensen, med sikkerhed skrive under på. Hvem kan ikke huske, da Bauhaus-direktøren for nogle uger siden gjorde oprør mod regeringens genåbningsstrategi? Bauhaus kunne – med en vis ret – ikke forstå, hvorfor kædens butikker var ramt af et vilkårligt arealkrav på 5.000 kvadratmeter i regeringens forsigtige genåbningsstrategi.

Thomas Bernt Henriksen er erhvervsredaktør på Berlingske. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

Arealkravet havde den bizarre virkning, at Bauhaus-butikker på typisk over 5.000 kvadratmeter kunne have 20 kunder i butikken, mens byggemarkedskæder på 4.000 kvadratmeter kunne have 200 kunder. Det var, indtil regeringen besindede sig og 9. marts justerede sin genåbningsplan og pludselig fandt på, at butikker på over 5.000 kvadratmeter kunne have 250 kunder i butikken ad gangen. Erhvervsminister Simon Kollerup (S) havde næse for en dårlig sag.

Der er nogen, der burde samle ind til en buste af Mads Jørgensen.

Bauhaus-direktøren er vigtig, ikke fordi nogen kan opfatte hans reaktion på urimelige krav som en opposition mod regeringen, men fordi han er en af de første, som har insisteret på at blive behandlet lige for loven eller i det mindste at få prøvet ved retsinstanser, om det er rimeligt og proportionalt, at han bliver behandlet anderledes end sine konkurrenter.

Truer med domstolene

Og det, Mads Jørgensen gjorde 3. marts, var at true med at gå rettens vej for at omstøde regeringens genåbningsplan: »Derfor undersøger vores advokater, om regeringens beslutning kan være i strid med ligebehandlingsprincipper i dansk ret. Ligesom vi ser på, om der kan være tale om et ekspropriativt indgreb, som giver ret til erstatning for mistet omsætning. I Tyskland er lignende sager blevet underkendt og kendt grundlovsstridige. Jeg undrer mig over, at alle erhvervsdrivende ikke er lige for loven i Danmark,« sagde Mads Jørgensen til Berlingske.

Og så skete der jo det, som altid sker i Danmark. Bauhaus var blevet en mediesag og en sten i skoen på erhvervsminister Simon Kollerup, som seks dage senere justerer genåbningsplanen, omend han inden havde talt om, at restriktionerne, herunder dem, der ramte Bauhaus, var »prisen for den gradvise genåbning«.

Og nu står vi så midt i det, som kan blive et kaos: En genåbning i alle mulige faser, hvor nye virksomheder og nye selvstændige kan komme i klemme i absurde og indviklede regler. Det er ikke alle, der vil få mulighed for at komme i medierne og tale deres sag som Bauhaus. Det er ikke alle, der får en minister til at indkalde til et møde. Alt for ofte regerer tilfældige mediehistorier det politiske liv i Danmark.

Hvor skal man gå hen?

Hvor går virksomheder i Danmark hen, hvis de har noget at klage over i forhold til konkrete restriktioner under coronakrisen? Ikke rigtig nogen steder. Der er ingen klageinstanser, og danske domstole har i modsætning til flere lande, vi sammenligner os med, ingen tradition for hurtig indgriben over for myndighederne, og endelig er det meget dyrt og besværligt at føre en sag mod staten.

»Bauhaus kunne godt have indbragt regeringens arealkrav for danske domstole, men det ville have været væsentlig dyrere og taget meget længere tid end i Tyskland. Og selvom man i Danmark også har mulighed for at påberåbe sig, at søgsmålet skal have opsættende virkning, så er domstolene i Danmark ikke tilbøjelige til hurtig indgriben over for myndighederne,« siger professor Frederik Waage til Berlingske og tilføjer:

»Det er problematisk, at det er så svært og langsommeligt at få ret i Danmark, og at man ikke har en reel kontrol med foranstaltninger, som forventeligt er ret kortvarige. Det understreger for mig en retssikkerhedsmæssig usikkerhed ved det danske system.«

Mur af retsløshed

Bauhaus er ikke ene om at være stødt på en mur af retsløshed. Skønhedsklinikken CeriX gik for en uges tid siden i medierne med deres historie om, at de var nedlukket, men ikke havde adgang til kompensation. Årsagen var, at CeriX ikke var officielt lukket, men gerne måtte holde åbent, selvom det ikke blev anbefalet at udføre operationer. Igen har vi en minister, der vil se på sagen, fremfor at CeriX kunne gå til en domstol og bede om en hurtig behandling af den urimelighed, de oplever.

Det kan virksomhederne i Tyskland, hvor der er særlige forvaltningsdomstole, der kan udfordre regeringens beslutninger, som Berlingske-journalist Vibe Hyltoft nu er i færd med at afdække. Og her er der ifølge Frederik Waage ingen berøringsangst over for beslutninger, der medfører vilkårlig forskelsbehandling. I flere tyske delstater har domstolene underkendt restriktioner baseret på vareudbud og butiksstørrelser.

Hvor er vi så henne nu?

Ingen over, ingen ved siden af regeringen

»Ingen over, ingen ved siden af Folketinget,« er det berømte citat af en af den danske parlamentarismes grundlæggere, nemlig Viggo Hørup. Det kan man under coronakrisen forfine til »ingen over, ingen ved siden af regeringen«. Der vanker et stort oprydningsarbejde efter coronakrisen, når det gælder retssikkerheden, og nogen burde også begynde at arbejde med at finde ud af, hvordan der etableres – ikke genetableres – retssikkerhed for erhvervslivet efter coronakrisen.

Glem for en stund Bauhaus og CeriX. Danmark har fået en epidemilov, hvor det er overladt til politiske skøn, hvordan erhvervslivet skal have erstatning under pandemier, herunder er der hele debatten om paragraf 27 i epidemiloven, ligesom minkskandalen heller ikke ligefrem var en triumf for retssikkerheden i Danmark.

Måske det vigtigste er, at vi i Danmark genopdager vores mistænksomhed over for magten. »Hvem vil ikke gerne have en stærk autoritet til at beskytte én imod virus, klimaforandringer, terror og fattigdom,« spørger professor Peter Kurrild-Klitgaard ironisk i Berlingske. Bauhaus og CeriX har vist luret bagsiden af medaljen.