Samsø Energiakademi med Søren Hermansen i spidsen havde i efteråret 2013 inviteret mig til et internationalt symposium om den globale miljøkrise. Jeg skulle give mit bud på, hvorfor mennesker undlader at handle på katastrofer, der nærmer sig med stor hast.
Hvorfor gør vi ikke noget radikalt ved det?
Min forståelse var dengang som i dag: Når mennesker står over for uoverskuelige udfordringer, har vi svært ved at erkende, at vi ikke kan løse dem. Vi griber ud efter det næstbedste: Bortforklaringen.
Desperate hiver vi konventionelle forklaringer ned fra hylderne og bruger dem som bortforklaring på problemstillinger, vi ikke kan overskue.
Eksemplet fra symposiet illustrerer det fint: Få mennesker konstaterer rationelt, at vi har et gigantisk miljøproblem og mangler en løsning. I stedet forklarer vi hinanden, hvorfor det ikke er muligt at ændre vores principper og praksis.
De fleste vil gerne være med til at tale om at løse miljøkrisen, men går i handlingslammelse, fordi vi ikke kan overskue, hvordan det skal lykkes. Konsekvensen er, at vi udsætter den nødvendige forandring. Dybest set, fordi vi insisterer på at forklare det uforklarlige.
Vi gør det alle sammen hver dag. Desperate hiver vi konventionelle forklaringer ned fra hylderne og bruger dem som bortforklaring på problemstillinger, vi ikke kan overskue. Vi siger:
Kvindelige chefer overspiller deres rolle ved at være ekstra hårde. Der er ingen, der ansætter 50-årige mere. Kreative mennesker er dårlige til økonomi.
Med konventioner som dem misser vi en stor mulighed for at bruge vores kreativitet til at ændre vores situation. Står man i en af de nævnte situationer, kan man vende blikket væk fra konventionerne og i stedet fortælle sin kvindelige chef: »Når du anerkender mig, bakker mig op og inspirerer mig, bliver jeg super glad og meget bedre til mit arbejde.«
Man kan bruge ti minutter på LinkedIn og finde ud af, at der er et par håndfulde over 50 år, der har lavet et opslag om deres nye job, og spørge et par stykker af dem, hvad de lagde vægt på, da de søgte jobbet. Man kan komme i tanker om, at Casper Christensen som kreativ vistnok gør det meget godt økonomisk. Og så læse lidt op på, hvordan han blandt andet har ejet sit eget produktionsselskab og blive inspireret af det.
Den slags problembaseret kreativitet er en enorm driver for innovation. OECD-undersøgelsen »Creative thinking framework« bekræfter mig i min forståelse. Den tager udgangspunkt i tre erfaringer:
Kreative opdagelser og udviklinger har drevet den menneskelige kultur over hele verden i så forskellige områder som videnskab, teknologi, filosofi, kunst og menneskelighed.
Mens det er kendt, at kreativ tænkning driver den type innovation, der har samfundsmæssig påvirkning, er det også et mere universelt og demokratisk fænomen, end man først forestillede sig.
Udvikling af international kreativ tænkning kan tilskynde positiv forandring omkring uddannelsespolitik og pædagogik.
Min pointe er at opfordre jer alle til at begynde at svinge jeres imaginære baseballbat mod den frygtbaserede, konventionelle tilgang, hvor I bortforklarer at forandre svære situationer, blot fordi de er uoverskuelige. I stedet vil jeg opfordre jer til at søge den modbaserede, kreative tilgang, når I står over for problemstillinger.
Da jeg senest svingede battet, var den heldige en New York-baseret advokat. Hun står bag nogle meget prominente, succesfulde kommercielle aftaler for sine klienter og har et ønske om at udvide sit virke i den entreprenante retning. Vi har talt om det gennem et stykke tid, og jeg har kunnet mærke en bekymring om, hvorvidt hun er fagligt kvalificeret.
Hendes konventionelle påstand er, at alle advokater, der er virkelig succesfulde som entreprenører, har gået på business school. Jeg ser hendes påstand som en undskyldning for ikke at forfølge initiativet, men blive, hvor der er trygt og godt. Det fortalte jeg hende, remsede samtidig navne op på fem advokater uden forretningsuddannelse, der har en succes lig den, hun selv søger. Jeg foreslog også, at hendes reelle bekymring ikke ville forsvinde med en ekstra uddannelse.
Hun accepterede min præmis og er nu fri til at tale om den virkelige bekymring, der handlede om, hvordan hun skulle tage det første skridt, og hvem hun helst ville have til at hjælpe. Så er vi i gang!
